En dansk pionér bliver hyldet i mørket
Udstillingen ’Jacob A. Riis. Light In Dark Places’ er netop åbnet på Ribe Kunstmuseum om byens verdenskendte emigrant
"En ekstraordinær udstilling, som ligger meget fjernt fra det, vi normalt har her på Ribe Kunstmuseum."
Sådan lyder det fra Anette Lindbøg Karlsen, museumsinspektør på Ribe Kunstmuseum, da hun inviterer Lokalavisen Esbjerg op i de halvmørke rum på kunstmuseet, hvor en helt særlig ripenser i øjeblikket bliver hyldet.
Forrige lørdag åbnede museet nemlig udstillingen 'Jacob A. Riis. Light In Dark Places'. I billeder, tekst, lyd og genstande fortæller den historien om den verdenskendte dansker, der fik sin opvækst i Ribe.
"I USA er han meget kendt og bliver nærmest hyldet som en helt. Samme status har han desværre ikke i Danmark. Forhåbentlig kan den her udstilling være med til at udbrede kendskabet til ham," fortæller Anette Lindbøg Karlsen, der i tre uger forud for åbningen arbejdede intenst med at sætte udstillingen op på museet.
Den er udarbejdet af Museum of the City of New York, hvor den blev vist sidste forår, og siden har den været forbi Washington D.C. og København, inden den altså nu er kommet hjem til hovedpersonens vestjyske fødeby.
En pioner indenfor foto
Jacob A. Riis emigrerede i 1870 til USA, hvor han slog sig ned i New York. Fra omkring 1880 begyndte han at fotografere livet i byens slumområder.
Han var journalist, fotograf og foredragsholder. Men det, som måske nok beskriver ham allerbedst, er, at han var en social reformator, der igennem sit arbejde omkring år 1900 forsøgte at belyse og forbedre de elendige sociale forhold for New Yorks fattigste borgere, som ligesom ham selv oftest også var immigranter.
En del af det arbejde er blevet bevaret, og det er det, som man kan opleve i udstillingen.
"Jacob A. Riis dokumenterede, hvordan de fattige levede i New York ved at fotografere dem og skrive deres historier i avisen. Man kan sige, at han var begyndelsen på fotojournalistikken. Han var en pionér indenfor det område," fortæller Anette Lindbøg Karlsen og fortsætter:
"Udstillingen giver et indblik i hans store arbejde, og så forsøger vi at vise, hvad det arbejde har haft af betydning for nutiden."
Jacob kom selv i huset
Selve udstillingen er placeret i halvmørke rum, som giver en god, autentisk stemning i forhold til de mørke og dystre emner, som Jacob A. Riis tog fotografier af og berettede om. Og ganske specielt er det også, at man går rundt i de samme rum, som Jacob A. Riis gik rundt i for over 100 år siden.
Han kom nemlig selv i det hus, der i dag er Ribe Kunstmuseum.
"Elisabeth, der var Jacobs store kærlighed, kom fra det her hus, så han kom her i sin ungdom," fortæller museumsinspektøren.
Det er derfor en fantastisk slutning på udstillingens rejse, at den nu lægger vejen forbi det hus, hvor meget af hovedpersonens voksne liv begyndte.
"Nu har udstillingen kun være åbnet i ganske kort tid, men jeg har kun hørt godt om den fra folk," fortæller Anette Lindbøg Karlsen, som har været lidt spændt på folks reaktioner.
"Det er jo noget helt andet, end vores normale udstillinger," fortæller hun.