Fortsæt til indhold

Lokalpsykiatri indviet i Sønderborg

Psykiatrien i Region Syddanmark har flyttet lokalpsykiatrien fra Augustenborg til Sønderborg

Arkiv
Arkiv

I forbindelse med at Region Syddanmark lukkede den psykiatriske afdeling i Augustenborg og flyttede døgnpsykiatrien til nye bygninger i Aabenraa, skulle der findes et nyt sted til den ambulante behandling i Sønderborg/Augustenborg området.
Torsdag blev den nye lokalpsykiatri i Sønderborg så officielt indviet.
Lokalpsykiatri Sønderborg ligger tæt på det eksisterende sygehus, og er en godt 100 år gammel bygning, der er blevet renoveret med respekt for det gamle og med hensyn til lokalpsykiatriens krav om tidssvarende funktionalitet og lokaler.
Her var en forsamling af medarbejdere, samarbejdspartnere, politikere og presse mødt frem for at fejre de nye lokaler.
"Patienten først. Det er et begreb, vi vil efterleve i Region Syddanmark. Det betyder blandt andet, at al behandling og kontakt til patienten skal tage udgangspunkt i den enkeltes ønsker og behov, og at samarbejdet med patienten skal være tæt, respektfuldt og tryghedsskabende. Med lokalpsykiatrierne vil vi netop, at hjælpen skal være der, hvor patienten har sit liv og hverdag. En åben dør og en hjælp tæt på," sagde formand for psykiatri- og socialudvalget Thies Mathiasen (DF).
Region Syddanmark har valgt at oprette lokalpsykiatrier i de største byer i regionen. Lokalpsykiatrien er indgangsporten til al behandling i almenpsykiatrien, og et udtryk for ønsket om at styrke den borgernære og ambulante behandling.
Gæsterne kunne ved selvsyn opleve, hvordan lokalerne er blevet tilpasset lokalpsykiatriens behov – en proces, som medarbejderne har deltaget i og selv været med til at påvirke. For eksempel er kunst og flere detaljer fra den gamle lokalpsykiatri i Augustenborg taget med over i det nye. Det blev bemærket i konstitueret ledende overlæge Lene Høghs tale:
"Når man træder ind i bygningen, omsluttes man af den på en rolig og hjemlig måde - og det er helt klart den oplevelse vores patienter også vil have, og det er rigtig, rigtig godt. Hvis der er noget, der er vigtigt, så er det måden, vi møder vores patienter på. Det skal være imødekommende, venligt, roligt, trygt og forudsigeligt. Og det er det her," sagde Lene Høgh, fra Psykiatrisk Afdeling Aabenraa, som lokalpsykiatrien organisatorisk hører under.
Størstedelen af de syddanske lokalpsykiatrier er ved at være på plads. Der er pt. nye lokalpsykiatrier på vej i Kolding, Haderslev og Odense. I Haderslev er der spadestik senere i februar i år, og der forventes rejsegilde på byggeriet i Odense til foråret. I Kolding er man ved at ombygge en eksisterende bygning i fællesskab med kommunen.

Der hænger kunst flere steder i lokalpsykiatrien. Fra venstre ses ambulantsygeplejerske Inga Ryberg, hendes mand har taget billedet - funktionsleder i lokalpsykiatrien Helle Wolff, konstitueret ledende overlæge Lene Høgh og oversygeplejerske Kirsten Christensen.