Brug sanserne på Ålykkeskolen
Som et led i åben skole, der blandt andet skal invitere kulturinstitutioner ind i skolen, er Nicolai for børn blevet inviteret til at lave en sanselig udstilling på Ålykkeskolen i samarbejde med skolens elever.
Klasserne har set en del værker af den jamaicanske kunstner Ebony Patterson, der er kendt for sine mixed-media installationer og for at lave meget farverige dancehall inspirerede værker.
Nicolai for børn har stået for rumdesignet i forbindelse med udstillingen, hvor de har arbejdet med den følelse, man får, når man går igennem et rum.
“Gangbroen, hvor udstillingen kan opleves, er en almindelig færdselsåre på skolen, og vi har arbejdet med at ændre på den følelse, du får, når du går igennem rummet. På den måde ændrer vi den opfattelse, eleverne har, når de færdes på skolen,” siger kulturformidler for Nicolai for børn, Jacob Galtung-Melchior om projektet i en pressemeddelelse.
Vil du opleve eller genopleve rummet, hvor udstillingen er, så er der fernisering fredag den 10 februar fra 14.00 til 15.00 på Ålykkeskolen.