Fortsæt til indhold

Læsemarathon på biblioteket

Arkiv
Arkiv

Esbjerg Kommunes Biblioteker slår dørene op for en vaskeægte læsemarathon - også kaldet Readathon - med 24-timers non-stop læsning.
Readathonen løber af stablen fra torsdag 16. februar kl. 12 til fredag 17. februar kl. 12 på Hovedbiblioteket i Nørregade.
“Man behøver hverken være læsehest eller bogorm for at deltage. Der kræves blot en naturlig nysgerrighed og læselyst. Vi glæder os til at se hvem der læser mest - og hvem der kan holde sig vågen,” fortæller Kirsten Bloch fra biblioteket.
Det er valgfrit, om man læser en 'rigtig' bog, en e-bog eller en lydbog. Det er heller ikke et krav, at man kan holde sig vågen alle 24 timer.
Der vil løbende være sjove aktiviteter for at holde læserne friske og humøret højt, lover biblioteket, der også giver kaffe/te, aftens- og morgenmad.
Der vil være mulighed for at købe sodavand. Deltagerne skal selv medbringe slik og snacks. Arrangementet er for +15 år.
Billetter á 50 kr. købes på bibliotekets hjemmeside www.esbjergbibliotek.dk. jesl