Fortsæt til indhold

De vil komme hinanden mere ved

Felsted er klar med udviklingsplan, der skal bæres frem af mange

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Felstedegnens Borgerforening har nu en ny udviklingsplan klar for byen. Den skal danne rammen om byens udvikling frem omd 2025, og har peget på fem specifikke indsatsområder, som skal sikre udvikling i byen.
“Felsted var faktisk den første af alle byer i Aabenraa Kommune, der fik en udviklingsplan. Det var tilbage i 2009, og mange af de ting, som vi dengang satte os for, er faktisk lykkedes. Den udviklingsplan er sat til at løbe frem til 2018, så det er jo på tide, vi får formuleret en ny,” lyder det fra Hennin Wind, der sammen med Jens Christian Jensen og Hans Jørgen Jessen står bag udformningen af den nye udviklingsplan.
“Vi har arbejdet målrettet på den siden sommerferien sidste år. Vi har holdt ugentlige møder, og så har vi været ude at prikke til nogle mennesker, der, som en slags fokusgruppe, har været med til at pege på idéer til udviklingsplanen,” supplerer Hans Jørgen Jessen.
Fokusgruppen var på et tidspunkt indkaldt til et produktivt møde, hvor der blev brainstormet for fuld udblæsning.
“Jeg tror, vi sad tilbage med flere hundrede idéer, som vi så siden har kogt sammen til de fem hovedindsatsområder, som vi vil arbejde med,” fortsætter Henning Wind.

Planen fremlægges

Udviklingsplanen præsenteres på et borgermøde i Felsted Forsamlingslokaler den 22. februar.
“Her håber vi selvfølgelig, at rigtig mange møder op og giver deres besyv med. Vi skal have dannet nogle arbejdsgrupper med nogle ildsjæle, der vil arbejde med de fem fokusområder. Så vores oplæg og formål med udviklingsplanen er i høj grad, at vi skal have borgerdrevet byudvikling,” supplerer Jens Christian Jensen.

Fællesskab

Udgangspunktet for udviklingsplanen er, at Felsted skal være et godt sted at bo.
Og det kan blandt andet opnås ved , at det lokale sammenhold styrkes.
“Vi skal komme hinanden lidt mere ved. Vi skal have de bløde værdier lidt i højsædet,” slutter Jens Christian Jensen.