Turen gik over Atlanterhavet

“Frihed.”
Når Leo Schmidt fra Middelfart smager på ordet 'frihed', dukker der billeder op af sejlbåden Galadriel, der er på vej mod fjerne kyster. Smagen af saltvand, eventyr og drømme.
“Jeg har sejlet siden jeg var midt i 20'erne,” fortæller 69-årige Leo Schmidt.
Der har selvfølgelig været pauser ind imellem. Arbejdet som inspektør på Sanderumskolen i Odense skulle passes, men i 2010 kastede han fortøjningerne. En seniortilværelse med duften af hav ventede. Sammen med sin hustru lå verden åben...

Udgiver bog

Leo Schmidt har netop udgivet en bog, hvor læseren kommer med på togt. Sejlbåden Galadriel stævner ud, og snart danner der sig billeder på nethinden af de Kanariske Øer og det farverige Caribien.
“Bogen er skrevet til sejlere, men alle som er rejselystne, kan hente inspiration i bogen. Den handler om sejler-oplevelser. Helt konkret en sejlads, der går fra Gibraltar til de Kanariske Øer - til Caribien og tilbage via Bermuda og Azorerne. Områderne er beskrevet i bogen, selvfølgelig tilsat en masse vind og saltvandssprøjt. Hvordan opleves det at være på et ocean i en lille båd i tre uger? Det kan man læse i bogen, der også handler om livsmod og drømme,” fortæller Leo Schmidt.
Leos hustru var med på en del af rejsen, dog ikke de lange stræk. Leos gode sejlerven Hans tog med fra De Kanariske Øer til Barbados - og et familiemedlem, Tommy, sejlede med til Azorerne.
“På de to længste stræk var vi kun to mand om bord.”

Tiden

“At sejle er en fantastisk rejseform. Man bestemmer jo selv, hvor lang tid man vil blive de forskellige steder. Og når man sejler, er det i et langsomt tempo. Jeg plejer at sige, at kompasset afløser uret. Til søs er tiden en anden dimension. Når man er alene to mand i en lille båd midt på Atlanterhavet - hvor der gik 12 dage uden at vi så et skib - så får tiden altså en anden dimension.”
Man keder sig ikke om bord.
“Overhovedet ikke. Der er selvfølgelig nogle faste rutiner, og døgnet rundt skal der være en på vagt. Der skal også laves mad. Man hviler i sig selv og er i pagt med tiden, der bare går. Når man kommer fra et job med fuld fart på, så er det fantastisk at leve en tilværelse, hvor man selv bestemmer farten. Når vejret er godt, kan man fiske,” fortæller Leo Schmidt - og slår op i bogen.
“Her fangede vi en guldmakrel på over en meter. Den smagte fremragende.”

Bange

Pulsen kommer ned, når man sejler - når vejret er godt i hvert fald. På vejen til Caribien var der drøn på, husker 'søulken'.
“Vi sejlede over på godt 18 døgn”.
I bogen åbner Leo porten til en anden verden. Læseren møder lokalbefolkningen, når Galadriel anløber fremmede himmelstrøg. Men der er også dramatik på Atlanterhavet.
“Selv om båden er tip-top - og mandskabet er fysisk og mentalt afklaret med, hvad de skal i gang med, kan der opstå farlige situationer. Livet om bord kan være en kontrast til den lidt overbeskyttede tilværelse, vi lever i vores dagligdag. Man ved, at der kan opstå farlige situationer, som skal håndteres. Så man lærer noget om sig selv, når man prøver grænser af.”
Leo Schmidt husker en episode på Atlanterhavet.
“Det var nat, og jeg havde vagten. Jeg sad oppe i cockpittet. Det blæste en hård vind til kuling, og vi havde kun forsejl på. Vi blev ramt af kraftige vindstød, og pludselig lød der et brag fra fordækket. Masten og riggen stod og rystede. Hvad var der sket? Var vi på vej til at smide det hele over bord? Det var blot spilerstagen, som var flækket - men det kunne jeg jo ikke se i mørket. Når sådan noget sker bliver man bange. Tankerne flyver gennem hovedet, men de er lynhurtigt væk igen, for de bliver afløst af 'hvad gør jeg nu?'. Rent instinktivt handler man bare, og så får man løst problemet.”

Tag friheden

I bogen står der: Frihed skal man ikke have. Frihed skal man tage, for friheden er der altid.
“Man skal gribe livet og være til stede i nuet. Jeg var meget opmærksom på at kunne udfylde det tomrum, der opstod efter arbejdet. Jeg havde forberedt seniorlivet, mens jeg stadig var i arbejdslivet. Det har jeg virkelig haft gavn af. Nu lå det jo også lige til højrebenet - med min interesse for at sejle.”
Leo Schmidt ventede med at tage 'tage sin frihed' til arbejdslivet var forbi.
“Men jeg kender mange, der tager friheden midt i livet. De beslutter sig for at rykke et par år eller tre ud af kalenderen. Også børnefamilier. Nogle sælger huset, andre fremlejer det - og så rejser de. Prioriterer man det højt nok, kan man gøre det. Jeg synes at det er vigtigt, at man her i livet beskæftiger sig med det man er god til, og det man har lyst til - for så får man livsmod. Lyst til livet.”

Udlængsel og savn

Når udlængslen skurrer i kroppen, smider man som opdagelsesrejsende alt hvad man har i hænderne og kaster los. Og dog.
“Livet er jo fuld af modsætninger, som aldrig kan forenes. Man kan få udlængsel, når man er hjemme og kigger ud mod horisonten. Man ved, at man kan gå ned i båden og sejle til en destination hvorsomhelst på kloden. Men man ved også, at når man er derude - måske alene om bord - så tænker man på børn og børnebørn. Alle derhjemme savner man.”
Udlængsel og savn er to modsætninger, som Leo Schmidt må leve med. Udlængsel får ham til at tage af sted. Og savn får ham til at komme hjem.
Ofte er det nysgerrigheden, der får tændt op under Leos udlængsel. Drømmen om det fremmedartede.
“Da vi kom sejlende til Caribien, var jeg fyldt med nysgerrighed. Hvad er det for et sted? Hvem lever her? Hvordan ser her ud? Jeg var urolig spændt på, hvad jeg skulle opleve. Nysgerrighed er min drivkraft.”
Leo Schmidt behøver ikke styre sin nysgerrighed længe, for næste eventyr presser sig på. Det bliver et togt til det vestlige Middelhav. God vind.