Kom på banen nu
Kulturnatten og festugen skal planlægges. Det er nu du skal på banen med dine idéer til kulturelle arrangementer
Kunst og kultur kan noget særligt i forhold til at skabe forandringer og give os et nyt syn på tingene. Og der er god grund til at forvente sig et væld af indtryk og nye oplevelse, når årets kulturfest rammer området i uge 35. I Fredericia kulminerer festen med Kulturnatten 1. september. Forberedelserne er i fuld gang, og det er nu, du skal byde ind med idéer og forslag. Torsdag inviterer Kultur & Idræt til opstartsmøde.
“Med et opstartsmøde håber jeg, at vi kommer i kontakt med endnu flere foreninger, ildsjæle, kunstnere og andre, som har lyst til at være med til at bidrage til kulturnatten,” siger Kulturkonsulent Kristian Lykkebo.
På opstartsmødet bliver de forskellige grupper 'bragt sammen'.
“Nogle har en god idé, men har svært ved at se, hvordan den skal realiseres. Og nogle har lyst til at føre andres idéer ud i verden. Generelt synes jeg, at folk i Fredericia sprudler af idéer. Der er hele tiden nogle nye ting på vej i byen.”
Kultur-triatlon
Byens kulturinstitutioner spiller en altid en vigtig rolle i Kulturnatten.
“For eksempel Den Kreative Skole, Biblioteket og selvfølgelig Tøjhuset, der kommer til at være et omdrejningspunkt. De får nærmest en 'kulturnat i kulturnatten'. De vil benytte lejligheden til at vise, hvad huset kan. Mange af arrangementerne i byen bliver lavet i samarbejde mellem foreninger, ildsjæle og institutioner. Shopping og FredericiaC er også vigtige medspillere. Det er mit håb, at opstartsmødet kan bidrage til, at de involverede får øje på hinanden og får lyst til at lave noget sammen.”
Mødet skal også bruges til at sætte fokus på årets tema, som er 'overgange'.
Kulturnatten bliver optakt til og en del af det store triatlonstævne, som afvikles lørdag/søndag.
“Her arbejder vi på at integrere de to arrangementer. Vi arbejder for eksempel på at lave en 'kultur-triatlon', som kommer til at indbefatte tre forskellige kunstarter. Vi udvikler stadig på projektet - og håber, at der kommer en kultur-triatlon både for børn og voksne.”
Flere aktiviteter
Kristian Lykkebo blev ansat 1. marts sidste år, og oplevede for første gang Fredericias kulturnat.
“Den havde være perfekt, hvis vejret havde artet sig,” smiler kulturkonsulenten, der tilføjer, at 2017-udgaven - i forhold til det kulturelle indhold - bliver anderledes.
“Ser vi på festugen for sig selv, vil aktiviteterne blive koncentreret på færre dage. Og på selve kulturnatten vil der være flere aktiviteter og arrangementer end der var i 2016. I weekenden op til festugen vil der i øvrigt være en international gadeteater-festival, som Fredericia bliver en del af - med forestillinger flere steder. Vi arbejder også på et kunstprojekt, som skal være på i Gl. Havn.”
Som noget nyt har Trekantområdets Festuge indledt et samarbejde med en kunstfestival i Berlin.
“48 stunden Neukölln, hedder den. Så der kommer kunstnere fra Berlin til Trekantområdet - og omvendt. Det er mit håb, at fredericianerne vil tage til de andre byer - og i det hele taget kigge på det samlede program. Hele formålet med festivalen er jo at få folk i de enkelte byer til at løfte blikket - og få øje på hinanden. Der er faktisk en del, som tager her til byen for at opleve vores kulturnat. Måske hver tiende. Der er også nogle herfra, som tager til Kolding. Udvekslingen kunne være større - men den er større end folk tror. I Trekantområdet er vi gode til noget forskelligt, så der er altid en grund til at besøge en anden by. Ambitionen med festugen er at binde Trekantområdet sammen.”
Det fulde program skal være på plads inden sommerferien.
“Det bliver et travlt forår. Men det bliver også sjovt og spændende at komme i kontakt med alle de ildsjæle, der brænder for at stable kulturarrangementerne på benene,” lyder det fra Kristian Lykkebo.