Hjernegymnastik har gode kort på hånden
Elever på Aabenraa Friskole har brugt tid på at lære at spille bridge. Det er godt for både hjerneceller og sociale relationer
De fleste kender skoleskak, men også bridgespillet forsøger nu at vinde de unge skoleelevers gunst.
Således har ti frivillige fra Aabenraa Bridgecenter brugt fire formiddage på Aabenraa Friskole for at lære eleverne i 6. og 7. årgang at spille bridge.
“Vi har jo forsøgt at lokke unge mennesker ned i centeret til os, hvor vi spiller bridge. Men det er ligesom løbet lidt ud i sandet, og det er ikke lykkedes for os. Så må vi jo komme til dem,” forklarer K. P. Larsen, der er bestyrelsesmedlem i Aabenraa Bridgecenter.
Bridgespillerne håber selvfølgelig, at undervisningen giver nogle af de unge blod på tanden til at tage springet og begynde at spille bridge.
Der er dog lidt forskellige mening blandt eleverne.
Både Viktor Skjønnemann og Mads Fynsk synes, at det har været sjovt at lære at spille bridge.
“Det er et sjovt spil. Og de har været rigtig gode til at lære os det. Det med, at der har været en til at hjælpe ved hvert bord hele tiden, det har været rigtig godt,” konstaterer Mads Fynsk, der ikke er afvisende for, at han godt kunne finde på at melde sig til bridge.
Viktor er dog lidt mere tilbageholdende.
“Arrhh. Jeg ved ikke. Det er da rigtig sjovt, men jeg har nok ikke tid. Jeg spiller nemlig fodbold, “ lyder det.
Skoleleder på Aabenraa Friskole, Werner Sternberg, er begejstret for tiltaget.
“Eleverne får brugt deres logiske sans, samtidig med at der er en masse sociale relationer i det. Så det er rigtig godt. Og så siger vi jo aldrig nej til, at der kommer hele ti undervisere ekstra til at undervise vores børn,” forklarer han.
Bridgeforløbet på Aabenraa Friskole slutter i morgen, onsdag, hvor eleverne skal spille afslutningsturnering i bridgecenteret i Aabenraa.
Bridge
Kortspillet er mindst 3000 år gammelt.
Spillet blev opfundet af amerikaneren Vanderbilt på et krydstogt.
Bridge er siden blevet kaldt det mest geniale spil, menneskehjernen har udtænkt. Bridge udfordrer på områder som fantasi, logisk sans, etik, psykologi, samarbejdsevne og selvdisciplin.
Bridgens grundidé: To faste par dyster mod hinanden, og man er altid makker med spilleren over for sig selv. Spillerne benævnes efter verdenshjørnerne.
Kilde: bridge.dk