Cozy Crêperie & Coffeeshop fylder år
Vejlenserne har taget godt imod det franskinspirerede koncept hos Cozy Crêperie & Coffee-shop
Den franske café i Latinerkvarteret har været åben i et helt år nu. Det har været hårdt, men godt, fortæller Christel Lassalle, der er ejer af Cozy Crêperie & Coffeeshop.
“Det gik rigtig hurtigt, det år. Jeg har haft travlt, men er meget, meget glad for, hvor godt det er gået. Folk har reageret meget positivt på vores lidt anderledes koncept,” fortæller hun.
To verdener
Konceptet er inspireret af Frankrig, der er Christel Lassalles hjemland, men har dog ændret sig en smule siden åbningen den 24. januar sidste år.
“Vi begyndte som Cozy Coffeeshop, og nu hedder vi Cozy Crêperie & Coffeeshop,” fortæller den glade ejer og forklarer, at mange var i tvivl, om der blev serveret mad i caféen, hvilket der gør.
“Det er lidt et dobbeltkoncept. Vi har alt, hvad der er i et normalt fransk crêperie: traditionelle franske madpandekager, de søde pandekager, som også er kendt her i Danmark, og også salat. Vi har også de ting, man forbinder med en coffeeshop: hjemmelavede kager, sandwich og selvfølgelig god kaffe,” fortæller hun.
Forskellighed
Det internationale islæt kommer ikke kun frem i maden og konceptet, men også i kunderne.
“Der er nærmest et helt fransktalende samfund hernede. Jeg havde ingen idé om, før jeg åbnede, at der var franskmænd i Vejle, men det er der. Vi har generelt mange internationale kunder. Måske på grund af min baggrund,” siger Christel Lassalle.
Hun er nemlig født i Frankrig, men har boet flere år i andre lande så som England, Norge og Sverige, og nu har hun så slået sig ned sammen med sin danske mand i Vejle.
Og også vejlenserne dukker op i hendes café og kommer gerne flere gange.
“Vi fået mange lokale stamkunder, som vi snakker med, og som har det godt her. Der kommer både børnefamilier, forretningsmøder, større selskaber og unge mennesker. Vi har generelt mange forskellige aldersgrupper,” siger Christel Lassalle.
En unik kage
Det er dog én speciel ting fra den lille café, som kunderne er rigtig glade for, som også er en blanding af crêperie og coffeeshop: Pandekagelagkagen.
“Den er jo blevet en succes i sig selv. Vi har folk, der kommer helt fra København for at købe den. Det er rigtig dejligt at høre, at folk godt kan lide os og gider at komme langvejsfra for at få den,” fortæller ejeren.
Det lader i hvert fald til, at folk kan lide den franske café. Den var nemlig helt fyldt til deres fødselsdag sidste søndag.
“Det var vores første event. Der var speciel fødselsdagsbrunch og live musik. Sådan nogle events vil vi gerne have mange flere af,” fortæller ejeren, der håber, at det kan trække endnu flere kunder til.