Ørnene flyver over Slivsøen
På søndag er det Ørnens Dag, og Dansk Ornitologisk forening inviterer
På Ørnens Dag har hele Danmarks befolkning rigtig gode muligheder for at opleve Danmarks og Nordeuropas største rovfugl – havørnen, også kaldet den flyvende dør. Kyndige fuglefolk står klar til at fortælle succeshistorien om havørnen og vise den frem i teleskoper og kikkerter. Så kom og oplev suset når Dansk Ornitologisk Forening (DOF) inviterer til Ørnens Dag søndag ved Slivsøen.
Det er ikke længere en sjældenhed at se en ørn på vingerne over Slivsøen. Antallet af rastende ørne omkring Haderslev stiger år for år. Dette år stiller lokale rovfuglefolk fra DOF Sønderjylland op to steder på Bræråvej og viser ørnene og de andre fugle frem. Mellem de to udkigsposter er der ca. 1 km.
Arrangementet foregår fra kl. 10-14 ved p-pladsen på Bræråvej eller ved Østenden af Slivsøen, hvor Vilstrup Vestermark ender i Bræråvej. Der er ingen tilmelding og alle interesserede er velkomne.
Læs mere på ørnensdag.dk