335.000 kr. til aktive ældre
Seniorudvalget i Sønderborg Kommune har besluttet at uddele 335.000 kr. til i alt 39 foreninger, som står bag aktiviteter og indsatser til glæde for pensionisters trivsel. Ansøgerfeltet vidner om livlig aktivitet i foreningerne.
Seniorudvalgets pulje til uddeling fra den såkaldte §79-pulje er i 2017 på i alt 384.411 kr. 41 foreninger og vennekredse havde søgt om tilskud, og efter fordeling af penge er der ca. 50.000 kr. tilbage til årets anden uddeling.
Det største beløb, der uddeles, er 10.000 kr. En række foreninger kan se frem til at få et beløb af den størrelse ind på kontoen - nemlig vennekredsene ved plejecentrene i Nordborg, Hørup, Guderup og Gråsten, pensionistforeningerne i Tandslet, Havnbjerg, Sønderborg, Egernsund, Notmark/Asserballe, Nordborg, Gråsten, Broager og Hørup samt Mandskoret Sønderborg, Frivillig Feriegruppen Nordborg, Torsdagsgruppen på Tangshave, Velo Team Gråsten, ÆldreSagen Broager, OmsorgsKlubben OK Sønderborg, Høreforeningen Sønderborg, ÆldreSagen Gråsten samt Datastuen Gråsten.
Pengene skal ifølge ansøgningerne fra foreningerne bruges til aktiviteter, der spænder fra udflugter og jubilæumsfester til motion, fællesspisning, svømning og datalære. jesl