Fortsæt til indhold

Ørnedag og insektboliger

Det Grønne Fredericia byder på naturoplevelser for store og små

Arkiv
Arkiv

Årets program for oplevelser i naturen arrangeret af Det Grønne Fredericia ligger nu klar.
Årets første tur går til havørneparret ved Rands Fjord. Det er ornitologerne fra Dansk Ornitologisk Forening, der sammen med Det Grønne Fredericia markerer 'Ørnens Dag' 26. februar. Ornitologerne vil give et indblik i de imponerende rovfugles adfærd og biologi, der siden 2014 har ynglet i det fredede område ved Rands Fjord.

Hjælp de vilde bier

I marts måned er der en særlig aktivitet for bedsteforældre og deres børnebørn. Her kan de deltage i gratis workshops i 'Det Grønne Rum' og få at vide, hvordan de bedst hjælper vilde bier og andre insekter. Hver familie bygger to insektboliger, og får lov til at tage det ene med hjem. Det andet bliver sat op ude i naturen et sted i kommunen.
I april kan du komme med på en natur- og kulturhistorisk cykeltur omkring Rands Fjord, hvor du for eksempel kan høre om den sjældne jordart kiselgur, som man opdagede i undergrunden nær fjorden, og som blev til en særlig industri i 1920"erne.

Svampeture og vild mad

Når bøgen er sprunget ud inviterer Det Grønne Fredericia til det årlige Skovens Dag-arrangement på Trelde Næs. Her kan hele familien deltage i mange spændende friluftsaktiviteter sammen med naturvejlederen, en lang række lokale foreninger og frivillige ildsjæle.
Som noget nyt har er der i år en naturvandring på Hyby Fælled sammen med Forsvarets ejendomsstyrelse, hvor der er mulighed for at se på de mange forskellige plejeindsatser, der er i dette naturområde.
”I år har vi flere arrangementer, hvor vi går ud og finder vild mad ved stranden og i skoven. Og så inviterer vi også til en guidet svampetur, som har været efterlyst i lang tid”, fortæller naturvejleder Bjarne Christensen i en pressemeddelelse.
Du finder en oversigt over naturoplevelserne i Fredericia på www.fredericia.dk/borger/naturoplevelser. srj