Facebookside skal fjerne bureaukrati
Kan vi få mindre bureaukrati i kommunen?
Det spørgsmål er årsagen til, at borgmester Thomas Andresen i dag lancerer en ny Facebookside under navnet 'mindrebureaukrati'. Her inviterer han alle borgere i Aabenraa Kommune til at pege på, hvor regler og procedurer gør, at samarbejdet med kommunen opleves unødvendigt besværligt eller bureaukratisk.
“Vi vil nærdemokrati og borgerinddragelse. Det er ikke bare tom snak. Med den nye Facebookside inviterer vi borgerne til at komme med deres helt konkrete bud på regler eller procedurer, som kan forenkles. Hverken politikere eller administrationen ønsker bureaukrati for bureaukratiets skyld”, siger borgmester Thomas Andresen i en pressemeddelelse.
I sin invitationsvideo på Facebook nævner borgmester Thomas Andresen indskrivning af ældre borgere på plejehjem som eksempel på ét område, hvor pårørende måske har forslag til simplere regler eller forenklede procedurer. srj