Det kan både blive en dreng og en pige

vurdering Mangt og meget kan man sige og skrive om EfB's gøren og laden i det netop lukkede transfervindue. Det har de såkaldte eksperter da også gjort, men som sædvanlig på behørig afstand af vestkysten, for der er - trods alt - lidt for langt at rejse til.
Vi er dog nogle stykker, der jævnligt bevæger os ud på sidelinjen til træninger og andre festlige lejligheder for at observere, hvad der sker på anlægget på Gl. Vardevej. Og man kan konstatere, at der nu florerer både græske, georgiske og ghanesiske gloser på disse kanter. Netop dét har der været livlig debat om. De nye spilleres nationalitet har de kloge kloget sig på.
"EfB laver en AGF", "de smider DNA'et ud med badevandet", "det sejler i EfB" og så videre og så videre. Der er ikke grænser for, hvad man har skulle se, høre og læse. Hollandske Ted Van Leeuwen har derimod - som vanligt - været klar i spyttet. "Handler det om deres fodboldmæssige kvaliteter eller farven på deres pas," brøler han indigneret, når han bliver spurgt til det. Og han har selvfølgelig ret. Til en vis grænse.

Det betyder noget

Når den nye sportsdirektør kun har delvis ret, så handler det naturligvis om, at der altid er mere end blot fodboldmæssige kvaliteter, der skal gå op i sådan en ligning. Der er sproget, kulturen, vejret, byen, familien og alle mulige andre ubekendte. Tænk blot på forskellen på Sibusiso Zuma og Fredrik Berglund kontra Edison Flores og Suk Young-Yun.
Og Ted Van Leeuwen siger det jo faktisk selv i EfB's pressemeddelelse, selv om han udadtil ikke vil være ved det:
"Kunne vi have hentet danske spillere af den samme kvalitet til prisen, ville vi have gjort det straks." Ergo; nationalitet har selvfølgelig en form for betydning.
Men når solen går ned, så handler det i bund og grund om en græsplæne, 22 mand på banen og en læderkugle. Og hvis samspillet og dedikationen er der, så er det lige meget, om du hedder Palle og Poul eller Kakabatze og Katsikas.

Hvad var alternativet?

Den 17. februar går det løs mod SønderjyskE i den første af de fem resterende grundspilskampe. Hernæst venter - formentlig - et nedrykningsspil, hvor EfB skal kæmpe med alt, hvad der står dem kært for at blive i Superligaen. Hertil skal de nye spillere hjælpe holdet, og det kan både blive knald og fald. Måske er de lige det, der skulle til, måske falder de helt igennem. Det kan kun tiden vise, men når alt kommer til alt, hvad var så alternativet til EfB's gøren og laden i transfervinduet? Der var vel reelt intet.
EfB havde brug for nyt blod. For ingen penge. Det sætter altså sine naturlige begrænsninger, medmindre man synes, det ville være fedt, hvis EfB tog sig endnu en tur i karrusellen med økonomisk uansvarlighed.
Ted van Leeuwen havde også brug for at vise, at han kan noget, som ingen andre har kunnet. Og det må man give ham. Han giver den som den nye sherif i byen og henter spillere, som ingen med særlig pålidelig stemmeføring kan sige, at de kender indgående. Interessant, om ikke andet.
Men de spillere, der spillede foråret og efteråret 2016, har jo i hovedparten af kampene gjort det så umådeligt dårligt, at EfB i dag står i både et sportsligt og et økonomisk morads. Derfor måtte der handles.
Andre elementer som dårlig ledelse, skader og forfejlede spillerindkøb har selvfølgelig også haft sin betydning, men i bund og grund handler det om, at spillerne har leveret langt, langt under niveau. Slut.
Derfor er der blevet renset ud, også blandt primadonnaerne og dem, som offentligt meldte ud, at de ville væk fra EfB.

Umotiverede skal videre

Tilbage i december skrev jeg i en EfB analyse her i avisen:
"Ydermere har flere spillere offentligt meldt ud, at de ikke ønsker at blive i klubben. Jeg kan snart ikke beskrive, hvor vattet det er. Spillere, som ikke har fået andet fra EfB end en ærlig chance og en god hyre. Så møder man modgang, og så vil man videre. Tak for kaffepunch, loyalitet er dæleme ikke ordet, som står først for. Så farvel Jeppe Andersen og farvel Casper Nielsen. Det samme gælder for alle andre, der har travlt med at snakke i stedet for at vise værdien på banen."
Af gode kollegaer blev jeg belært, at 'sådan hang tingene jo ikke sammen', 'at spillerne var deres egen lille forretning', 'sådan er fodbold bare' og så videre.
Med fare for at lyde selvfed kan jeg dog stilfærdigt konstatere, at det nu lige præcis er dét, som Ted van Leeuwen har gjort. Ryddet op og sendt de spillere, der satte dem selv over klublogoet, videre. Af sti af sted, nogle endda med en særlig afskedssalut fra den provisoriske bestyrelsesformand.

Dedikation er nøglen

Personligt tror jeg, det var - og er - det helt rigtige. EfB har brug for én eneste ting i den nuværende situation. Dedikation. Intet andet end dedikation.
Årh jo, sejre, held og alt det også, men det kommer aldrig nogensinde uden dedikationen. Og det bringer mig tilbage til sidelinjen, hvor vi begyndte.
For herfra kan man, når man altså gider besvære sig derud og ikke sidder i København og kloger sig på afstand, konstatere, at der er en sjælden set gejst i EfB i øjeblikket. Og sult. Og dedikation. Alt sammen noget, som giver én troen på overlevelse.
Det kan have at gøre med Lungi. Det kan have at gøre med de nye udenlandske spillere. Det kan have at gøre med de rutinerede, der er blomstret op. Det kan være Ted. Det kan være de unge, der er hevet op i truppen. Det kan være så meget.
Bare ikke en tilfældighed.
For der er kommet nyt blod til EfB, og det er forskellen på størstedelen af 2016 og så dags dato.
For er der én ting, som Lars Lungi Sørensen og Ted van Leeuwen kræver, så er det dedikation. Dedikation til holdet. Til projekt overlevelse. Til EfB.
Mere kan vi ikke forlange.
Om det så ender med en overlevelse i Superligaen, kan kun foråret vise.
Det kan både blive en dreng og en pige...