Fortsæt til indhold

Lørdagskokken der ikke siger nej til en udfordring

Arkiv
Simon Carlson

Der breder sig en mild duft af grillbar, da Peter Frisk åbner døren til sit hjem i Dalby.
“Ja, jeg har sgu lige tændt op for frituren,” griner han.
Der er dog langt fra den klassiske sprøde “ørn i rede” nede på grillen, til den madlavning, Peter Frisk udfordrer sig selv på. Derfor er han, efter nogle års tilløb, også endelig sprunget ud i udfordringen fra TV3-programmet 'Masterchef', hvor han indtil videre har leveret begejstrede smagsløg og opadvendte mundvige til de tre stjernekokke, som udgør dommerpanelet.
Derfor er det vel også nærliggende, at Peter Frisk får lov at fortælle om sin passion for mad og tv-udfordringen over en frokost. Han skal jo øve sig! Og egentlig opsummerer hans version af en “let frokostanretning”, bestående af en kartoffelmad og en tatarmad, ret grundigt, hvad Peter Frisk er for en størrelse.

Bare passioneret amatørkok

“Jeg kan i bund og grund bare ikke sig nej til en udfordring. Det kan egentlig både være at lære at spille guitar eller som her; at blive bedre til at lave mad og lære noget om mad, som jeg ikke kendte til i forvejen. Jeg kan godt lide, hvis noget ser svært ud og forsøge, om jeg kan gøre det samme.” forklarer Peter Frisk.
Imens klargør han sin - skal vi kalde det alternative - kartoffelmad. En bund lavet på en masse bestående af kartoffelmel, vand, salt og peberrod, som efterfølgende er dehydreret og friteret til et knasende sprødt fundament, som ligeledes friterede kartoffeltern, hjemmerørt mayonnaise og karse kan hvile på.
“Jeg elsker at forsøge mig med nye måder at lave tingene på og prøve forskellige smagssammensætninger,” siger Peter Frisk.
Han gestikulerer indlevende, som var han ved at hive alverdens krydderier ned fra imaginære hylder for at afprøve, hvordan de mon ville gøre sig i den ret, han netop har frembragt.
“Jeg bruger meget Instagram til at finde inspiration hos alle mulige andre, og så sker det tit, at jeg tænker: 'hov, måske kunne man sætte det sammen med noget andet. Sådan opstår mange idéer,” fortæller amatørkokken.
Det er nemlig det, han stædigt holder ved, at han er: en amatørkok, som måske giver den lidt ekstra gas ved gryderne i weekenden, men ellers bare holder af at lave god mad til familie og venner.

Der bliver kræset om detaljerne i Peter Frisks køkken.

Hop ud i det

Det er da også bare en almindelig pakke 'Herkules' rugbrød, han fisker et par skiver ud af og begynder at udstikke runde cirkler til tatarmaden. Kødet er dog ikke ligefrem den slags, der bare er hevet op af supermarkedets køledisk. Det er en oksemørbrad, som Peter Frisk selv har skrabet kødet af og tilsat lidt balsamico-eddike til en skarp og rig smag.
I stedet for den klassiske rå æggeblomme på toppen, har han valgt at confitere den, så konsistensen bliver cremet og fyldig. Resten af tilbehøret er helt klassisk med kapers, løg og rødbeder. Med andre ord handler meget af Peter Frisks madlavning om at finde nye varianter og tilføjelser, som pludselig åbner for en anderledes smagsoplevelse end den, man forventer.
“Nu har jeg efterhånden fulgt med i Masterchef gennem nogle år, og jeg elsker at se, hvordan folk udvikler sig. Efter jeg selv har taget skridtet, kan jeg kun opfordre andre til at hoppe ud i det. Der må være så mange lørdagskokke derude, der ligesom jeg bare elsker at lave mad, og det er simpelthen så sjovt at være med i. Man møder en masse mennesker med samme passion for mad som en selv. Det har været så fedt, så hvis man bare går med den mindste idé om, at det kunne være sjovt at prøve sig selv af, så skal man springe ud i det,” fastslår Peter Frisk.

En noget anderledes version af en kartoffelmad, men til gengæld en version der smagseksploderer i munden.

Allerede Masterchef

Optagelserne til tv-programmet er for længst overstået, og vinderen er fundet. Peter Frisk kan igen hellige sig madlavningen til familien, som der i øvrigt er stor gevinst i.
“Mine børn synes, jeg er vildt god, så når jeg kommer hjem er jeg allerede Masterchef. Det synes jeg bare er fuldstændig fantastisk,” griner Peter Frisk.
Som seer må vi dog vente et stykke tid endnu på at finde ud af, om evnerne rækker hele vejen gennem de tiltagende barske udfordringer og et hårdt udskillelsesløb. På falderebet skal jeg dog lige hilse fra mine smagsløg og sige, at de håber, at talentet holder. Så får de en undskyldning for at aflægge Peter Frisks køkken endnu et visit.

Gennem optagelserne i Masterchef har Peter Frisk lært andre med vaskeægte tatar-passion at kende. De har stiftet en tatarklub, hvor de udforsker og udfordrer sig selv i tatarens forunderlige verden.