Skoleelever skal lære om rettigheder
I denne uge skal skoleelever i hele kommunen lære mere om sex
Hvilke rettigheder har man som et ungt menneske, når man befinder sig online og offline? Det spørgsmål bliver der i denne uge sat fokus på rundt omkring på kommunens skoler. Igen i år er Sex & Samfund nemlig klar med en undervisningskampagne til landets skoleelever, hvor temaet i år er de unges rettigheder.
Derfor skal over 7000 skoleelever i Esbjerg kommune i denne uge have seksualundervisning som en del af det ugentlige skoleskema. Nogle af de elever går i 9. klasse på Auraskolen Afdeling Sønderris, hvor Signe Nielsen er klasselærer.
“Det er en super god kampagne med et rigtig godt undervisningsmateriale,” lyder vurderingen fra hende.
De skal kende alvoren
Ugen skal især handle om hævnporno, som desværre er blevet hverdag for flere danske unge.
Det er et tema, som Signe Nielsen tidligere haft fokus på hos sine elever og mener, at det er vigtigt, at eleverne lærer om deres rettigheder
“Det er vigtigt, at eleverne lærer, at man har ret til at have et privatliv. De skal vide, at det faktisk er ulovligt at sende de her billeder videre,” fortæller klasselæreren.
Hævnporno er et begreb, der dækker over, at folk bliver udstillet på nettet med billeder, som de havde sendt i god tro til personer, de stolede på.
“Vi har tidligere set uddrag fra DR's dokumentar omEmma Holten, hvor hun fortæller om sine oplevelser med hævnporno,” fortæller Signe Nielsen.
Uge Sex løber hele denne uge, hvor det er forskelligt fra skole til skole, hvor meget man prioriterer undervisningen.