Fortsæt til indhold

Silo-projekt skal have sin helt egen lokalplan

Arkiv
Peter Friis Autzen

Fredericia Shipping får ikke en dispensation og tilladelse til planen om ti 35 meter høje korn-siloer på grunden ved siden af Dan Gødnings brandtomte. I stedet sendes planen nu ud i høring i form af et helt ny lokalplan.
Resultatet kan ende med at blive det samme, nemlig 10 siloer i en højde på niveau med Rundetårn. Men lokalplan-processen er en anden og langt mere åben end en dispensation.
“Personligt var jeg klar til at give dispensation. Men når der stilles spørgsmål om sikkerhed - og når der kommer så mange protester fra en nabohøring - synes vi, at sagen skal have sin egen lokalplan,” siger Steen Wrist Ørts (S), der er formand for byrådets by- og planudvalg.
Ved en nabohøring spørges kun de nærmeste naboer. Men ved en lokalplan-høring kan alle komme med indspark.
“Det gør processen langt mere transparent,” siger Steen Wrist Ørts.
Høringsperioden varer otte uger. Derefter skal politikerne forholde sig til borgernes tilbagemeldinger og afgøre, om projektet skal godkendes eller ej. Først vil der dog gå et par uger med udarbejdelse af det lokalplanforslag, der skal i høring.
Siloernes skæbne afgøres formentlig først op til sommerferien.