Fortsæt til indhold

Ea vil servere sund mad i hyggelige rammer

25. marts åbner caféen Ranking Park op i Skolegade med sund mad på menuen

Arkiv
Jonas Wrede Hansen

Det er en gammel drøm, der går i opfyldelse, når Ea Gram-Rankin 25. marts åbner sin café Rankin Park i Skolegade 43 i Esbjerg.
Lige nu er det hele et kæmpe byggerod, men snart vil det blive forvandlet til en urban oase i Esbjergs byliv, som den komende café-ejer selv udtrykker det. Her vil der blive serveret lækre, sunde og økologiske retter i hyggelige og behagelige omgivelser.
“Der mangler en café som Rankin Park i Esbjerg. Et sted, hvor man kan få god kaffe, lækker vin og sunde retter, som også kan købes som take away,” fortæller Ea Gram-Rankin, da hun inviterer Lokalavisen Esbjerg indenfor til et smugkig på byens nyeste café.
“Vi går ud fra det, som vi kalder for 'mættende grønt', men det betyder ikke, at det er vegetarisk mad. Slet ikke. Det bliver lækre grønne salater med godt kød til. Og der skal selvfølgelig også være mulighed for at købe kage og andre søde ting,” fortæller Ea Gram-Rankin.

Allergivenligt mad

Det er dog sundt mad, der er temaet hos den nye café, som også vil satse på at lave lækkert mad til folk med forskellige typer for allergi.
“Min mand og jeg har selv et barn, der har allergi, så vi ved, hvor svært det er at finde et sted at spise, hvor der er allergivenlige retter,” fortæller Ea Gram-Rankin, der oplyser, at man blandt andet kan købe glutenfri brød og kager, og så vil der også blive brugt æggeerstatning i nogle retter.
Samtidig lover Ea Gram-Rankin også, at personalet i caféen altid vil være behjælpelige med at fortælle og forklare, hvilke ingredienser der bliver brugt.

Stedet skal have en sjæl

Det er første gang, at Ea Gram-Rankin åbner en café. Hun kommer fra en stilling i IT-branchen, så det er noget af et karrieskifte, hun foretager sig. Men lysten har hun haft i årevis. Det er bare først nu, at muligheden byder sig.
“Det var tilbage i 2006, at min mand og jeg snakkede om, at vi engang skulle tage at åbne en café. Nu har vi fundet det rette sted,” fortæller Ea Gram-Rankin, der har boet 13 år i England, men flyttede til Esbjerg i 2014.
Rankin Park er lige nu godt i gang med at blive indrettet, så caféen får den helt rette stemning, hvilket næsten udelukkende er med brug genbrugsmøbler.
“Det skal have en sjæl. Det skal være hyggeligt at komme her,” fortæller Ea Gram-Rankin, der også har planer om en gårdhave til caféen.