Fortsæt til indhold

Velfærdssamfundet er vores sygeforsikring

Arkiv
Af Karina Lorentzen Dehnhardt, SF

For nogle år siden diskuterede en folketingskollega og jeg vores ordførerskaber. Den pågældende var sundhedsordfører og syntes, det ordførerskab var et af de sværeste, han havde haft. ”For de folk, der skriver til mig og klager over en behandling og vil have en anden, de er jo virkeligt dødssyge – og hvad svarer man dem så?”.
De ord tænkte jeg på, da jeg i denne uge kunne læse i avisen, at danskerne stiller uvirkelige krav til, hvad sundhedsvæsenet skal kunne redde dem fra - og at mange skammer sig over at være blevet syge.
For ja, hvad svarer man desperate mennesker, der helt naturligt klynger sig til et håb om at overkomme dødelig sygdom? Måske er det faktum, at jeg har sneget mig om på den anden side af de 40 år, betydende for, at jeg godt forstå, at man i den situation er parat til at afprøve alle de behandlinger, der kan skabe en forbedring. Her nytter det ikke noget at stille op med fine statistikker, der forklarer, at det går fremad med vores sundhed - at færre dør af kræft, lever længere og vi kan behandle flere sygdomme. Her tæller kun resultater!

Forståelig bekymring

Det er ikke sært, at sundhed er vigtigst for danskerne. Når der skæres ned, når nedslidte trues med højere pensionsalder, når vi føler, vi må forsikre os mod sygdom (og ikke har råd), når sygedagpengene er skrumpet, efterlønnen væk og syge sendes i afprøvning sengeliggende, kan jeg godt forstå, at danskernes bekymrer sig. Det handler om en tryghed, der er ved at gå itu.
Vi bruger ikke for mange penge på sundhed. Tværtimod. Jeg så gerne, at psykisk sygdom blev prioriteret højere. Det område sjofles i uhørt grad i dag. Når psyken knækker, skal man da have hjælp – akkurat som når benet brækker.
Det er trist læsning, at danskerne skammer sig over sygdom. Sådan bør det ikke være, men er måske naturligt med den mistillid, der udvises overfor syge. Alle kan rammes, og i min verden har vi alle en velfærdskontrakt med hinanden, hvor vi forsikrer hinanden mod ledighed og sygdom med det håb, at vi aldrig får brug for forsikringen.