Politikere vil grøfteskraldet til livs - Alternativ “genbrugsstation” skal sætte fokus på problematik
Der bliver svinet og smidt alt for meget affald i grøftekanterne rundt omkring i kommunen, og det er alt for vanskeligt, for de borgere som på eget initiativ rydder lidt op efter skovsvinene, at komme af med skraldet, idet genbrugsstationerne kun tager imod sorteret affald.
Det skal der gøres noget ved, mener byrådspolitikerne Merete Due Paarup og Asger Christensen, der begge bor i Jordrup, og har derfor sat punktet på dagsordenen i Teknikudvalget.
“Grøftekantsvineri er svineri på mange måder. Dels er det forurening af vores fælles natur. Dels går der rigtig mange mandetimer til at holde rent. Det er kommunens ansvar at holde grøftekanterne rene. Men de kan jo ikke være alle vegne hele tiden og derfor er det skønt, at hundeluftere og folk på søndagsgåtur tager ansvar og samler det skrald op de finder. Det er til gengæld bøvlet at komme af med,” konstaterer Merete Due Paarup.
Asger Christensen, der er lokal landmand fra Jordrup fortæller, at det særligt er et problem med dåser, fordi de bliver flænset af græsmaskinerne og vis de ender i en høballe og i maven på en ko, så har det fatale konsekvenser. Han har derfor sat det på dagsordenen i Teknikudvalget, hvor han vil have en diskussion om hvorvidt det er rimeligt at de uskyldige og ansvarlige, der har samlet skraldet op også skal bruge tid og ressourcer på at sortere det hele.
“Vi kan jo ikke forvente at borgere på søndagstur har adskillige poser med på turen for at sortere affald,” siger Asger Christensen i en pressemeddelelse.
Midlertidig løsning
Mens de venter på at sagen tages op i Teknikudvalget har de to byrådspolitikere fra Jordrup allerede nu valgt at gøre noget ved problematikken.
De har således oprettet en midlertidig “genbrugsstation” på Asger Christensens gård på Fynslundvej 60. Her har de mærket en container med teksten 'Grøfteskrald', hvor man kan smide det affald, man finder på sin vej, og så lover de to politikere at sortere affaldet og køre det til den rigtige genbrugsstation.
Kolding Kommune bruger omkring 4,5 millioner kroner om året på renholdelse af offentlige arealer.