Advokatfuldmægtig delte ud af sin viden
Advokatfuldmægtig Kathrine Furman Ruhnau tog en tur tilbage til fortiden, da hun forleden besøgte Køge Handelsgymnasium for at dele ud af sin viden om erstatning uden for kontrakt
Lektor Dagny Thomsen og Jette Olesen Knudsen havde taget initiativ til at invitere advokatfuldmægtig Kathrine Furman Ruhnau fra Nørregaard & Mieritz til at fortælle seks afgangsklasser om fænomenet "erstatning uden for kontrakt". Emnet blev belyst i faget Erhvervsret, hvor alle har beskæftiget sig med det i en teoretisk kontekst. På dagen kunne der komme kød på konteksten, når advokatfuldmægtig Kathrine Furman Ruhnau kunne sætte eksempler fra virkeligheden ind i rammen. Klasserne 3c, 3j, 3k, 3no, 3y og 3z mødte i Kathrine Furman Ruhnau en ung engageret advokatfuldmægtig, som levende og med smil på læben serverede teori og praktiske eksempler.
Hun er selv student fra Køge Handelsgymnasium fra 2009 og har et år tilbage af sin uddannelse, før hun kan kalde sig advokat. Hun benyttede også lejligheden for at slå et slag for jurastudiet og advokatuddannelsen.
En meget veloplagt Kathrine Furman Ruhnau førte kyndigt klasserne gennem pensum, og hun belyste undervejs, hvordan fagets teori anvendes i praksis – både gennem egne erfaringer og fra retspraksis. Eleverne deltog aktivt og fik mulighed for at teste deres viden af – og fik på den måde en forsmag på forårets grønne klæde ved eksamensbordet. Udtryk som culpa, erstatningspligt, ansvarspådragende adfærd, objektivt ansvar og økonomisk tab føg rundt i auditoriet. Hundeloven dannede en god fælles forståelsesramme for lovens udmøntning.
Som Kathrine Furman Ruhnau humoristisk tilføjede, så er sager med hundebid typisk behandlet under erstatning uden for kontrakt – man aftaler jo ikke med fru Jensens hund om de specifikke kontraktforhold, der skal være omkring bid.
Kontekstens rolle
Klasserne vendte sammen med Kathrine Furman Ruhnau eksempler på objektivt ansvar og hundeloven - skønt det kan virke nok så sært.
”Bider Fru Jensens hund en indbrudstyv i hjemmet en nat, kan fru Jensen principielt godt blive erstatningsansvarlig over for den tilskadekommende, som følge af det objektive ansvar, men i praksis vurderes det, om tyven har udvist en sådan grad af accept af risiko ved indtrængen på privat grund uden invitation, at hundebid må anses for at være en form for erhvervsrisiko med den risiko, at fru Jensen ikke er erstatningsansvarlig," Kathrine Furman Ruhnau.
Der blev efterfølgende diskuteret, om det havde betydning, hvis et klistermærke advarede om hundens tilstedeværelse. Eksemplerne kunne godt udfordre elevernes retfærdighedsfølelse.
"Juraen giver svar og regler på alle områder. Vi ser på lovgivning og på retspraksis. Jura i praksis tager udgangspunkt i beviser, og her spiller konteksten og situationen fx adfærd omkring hændelsen også stor betydning. Der er derfor ikke altid lighedstegn mellem at have ret og at få ret - og derfor kan det virke besynderligt, at fru Jensen i teorien principielt kan stilles objektivt til ansvar til trods for indbrudstyven befinder sig i privat hjem, i praksis vil det dog næppe ske," sagde Kathrine Furman Ruhnau.