Gode tilbud og godt til ganen
Konceptet for Gourmetfestivalen ændres og slås nu sammen med sommerudsalget
Aabenraas Gourmetfestival holder nu flyttedag, og vil fra i år finde sted i juni måned.
Gourmetfestivalen slås sammen med butikkernes sommerudsalg, og dermed håber Shop i City, at butikkerne kan få lidt mere glæde af de mellem 10.000 og 12.000 besøgende, som Gourmetfestivalen plejer at tiltrække.
Sommerudsalget og en foodevent kommer til at løbe over to dage - den 9. og 10. juni, hvor byens gæster kan gå på opdagelse mellem de gode tilbud og samtidig kombinere det med gode smagsoplevelser.
Der lægges fra Shop i City op til, at der holdes længe åbent fredag aften, og at lørdagen forlænges, så der er åbent i butikkerne og smagsboderne indtil kl. 18.
Shop i City planlægger samtidig at sprede aktiviteterne ud over en større del af byen, så det ikke kun er Storetorv og Nørretorv, der danner rammen om aktiviteterne.