Fortsæt til indhold

’JJ’ er guld værd på den midtbane

Sportsjournalist Emil Hermann kommenterer på situationen i OB inden lørdagens kamp i Horsens

Arkiv
Arkiv

Wauw. Endnu en pragtkamp af 20-årige Jens Jakob Thomasen i premieresejren på 3-0 over Randers.
Jeg mener, at han har en kæmpe andel i, at OB's spil er blevet løftet siden slutningen af efteråret.
Tilbage i august fik Sanderum-knægten ellers ødelagt sin gode start på sæsonen i en træningskamp mod Liverpools U21-hold, da et ledbånd blev delvist revet over i knæet. Cirka tre måneder senere gjorde han comeback i hjemmekampen mod Lyngby, hvor OB tabte 2-1 på trods af et hav af store målchancer.
Kampen efter - hjemme mod Brøndby - var Jens Jakob Thomasen tilbage i startopstillingen og leverede en kraftpræstation i den overraskende 1-0 sejr. Siden da har kreatøren været fast på holdet og har i den grad sat sit aftryk med fremadrettede afleveringer og hurtigt pasningsspil. I de seks kampe, hvor Jens Jakob Thomasen har startet inde, er det lykkedes OB at hente tre sejre og en uafgjort.
Jeg siger ikke, at han ene og alene er årsag til, at fynboerne nu igen kan skråle i katakomberne under EWII Park, men han har i den grad fået kreativitet og tro tilbage i truppen med den selvsikkerhed, han udviser, når han skiller sig af med bolden.
Og hvis Izunna - der spillede sin bedste OB-kamp i mands minde mod Randers - fortsætter med at præstere, så ser det sgu ikke så dumt ud på den midtbane, nu hvor krigeren El Makrini ellers er væk.
Men nu skal vi også lige slå koldt vand i blodet. Lørdagens udekamp i Horsens, der har haft det svært efter en vild start på Superligaen, skal vise, om OB er i stand til at bygge videre på den gode periode, som de har ramt i de seneste fem til seks kampe.

Jeg kan huske, at jeg i disse spalter roste Rasmus Jönsson for hans smukke mål i hjemmekampen mod AGF i september, men jeg skrev, at successen skulle følges op - det skete ikke. Nu prøver jeg igen, og så må vi se, hvordan den ranglede svensker klarer sig.