Bingo med sjov og musik
Vennekredsens næste store arrangement er ved at tage form
Dårligt er Vennekredsen i Vojens blevet færdig med at glæde sig over at årets Vinterfest blev en kæmpe succes, før den næste opgave venter. Vennekredsen fylder 30 år i år, og det bliver fejret med en perlerække af events en over året.
Den næste hedder “Bingo med underholdning og syng med”.
Det er TV manden Carsten Hjort, som kommer til Vojens og Lagoniskolens aula. Med sig har han et show med musikalsk underholdning, vitser anekdoter og bingospil. Det er den kendte dansktop duo, Kisser & Søren, som står for den musikalske del af showet.
“Vi har købt showet og sælger billetterne til blot 75 kroner inklusive kaffe og kage” siger formand Jens Peter Rasmussen. Showet er 18. marts klokken 14.00. Billetter kan købes hos Holmberg & Stine i Vojens samt på Loppegården.