Da Henriettes mor mistede sig selv

Henriette Ghorbani havde haft mistanken i flere år. Hendes mor Linda glemte hele tiden, hvor hun havde lagt sine læsebriller og øreringe. Desuden blev hun ved med at genfortælle de samme ting igen og igen, og hun virkede generelt diffus og forvirret.
“Set i bakspejlet var der mange små tegn,” fortæller Henriette Ghorbani.
Morens egen læge slog først de små glemsomhedstegn hen som symptomer på overgangsalder, men i 2003 stillede en specialist den diagnose, Henriette Ghorbani hele tiden havde mistænkt. Demenssygdommen Alzheimers.
På lørdag udgiver Henriette Ghorbani, der bor i Odense, en bog om at være voksent barn af en dement.
“Da min mor fik diagnosen, brugte jeg lang tid på at søge information, og jeg savnede at læse om, hvordan det føles at være pårørende til en forælder, der bliver dement,” fortæller hun.
“Når man står i den proces, har man brug for nogle at spejle sig i, og jeg håber, min bog kan være en hjælp for andre i samme situation”.

Flere demensramte på vej

Ifølge Alzheimerforeningen er 400.000 danskere i dag pårørende til et familiemedlem med Alzheimers, og antallet af demensramte forventes at stige i de kommende år.
I Odense arbejder byrådet på initiativer, der skal gøre det lettere og mere værdigt at leve med sygdommen. Der er en demenslandsby under opførelse i Højstrup Have i Odense V, og et nyt koncept kaldet 'demensvenner' er også under udrulning.
Samtidig kommer der løbende fokus på demens i medierne, for eksempel gennem den Oscar-nominerede film “Stadig Alice” efter bogen af samme navn og DR-dokumentaren “En stille forsvinden”, der rullede over skærmen i december.

Hun forsvandt gradvist

Det brede fokus er med til at synliggøre den smerte, demenssygdommen medfører. En smerte, som Henriette Ghorbani også sætter ord på i sin nye bog.
“Det har gjort utrolig ondt at se min mor forsvinde gradvist,” fortæller hun.
“I 2009 kom hun på plejehjem, og da jeg første gang besøgte hende her, så jeg, hvordan hun gik rundt og smilede uden overhovedet at være klar over, hvem eller hvor hun var. Jeg tudede, da det gik op for mig, at sygdommen nu havde overtaget min mor”.
Det første år på plejehjemmet havde Henriettes mor stadig små glimt af klare øjeblikke, hvor hun genkendte familien og var i stand til at kommunikere.
Men efterhånden mistede hun sit sprog, endte i kørestol, sov meget og lå sådan set bare og ventede på det uundgåelige: Døden, der omsider indtraf 5. juni 2016 - blot få uger før, Henriette Ghorbani havde deadline på den bog, hun nu udgiver.
“Jeg nævner selvfølgelig min mors død i bogen, men den handler mest om, hvordan sygdommen påvirkede os alle, mens hun levede,” siger hun.
“Man siger, at demens er de pårørendes sygdom. Det er sandt, men i sidste ende er det også de pårørendes kærlighed, både til den ramte og til hinanden, der gør, at man kommer igennem forløbet og sorgen.”