Fortsæt til indhold

Seniorer får selvtillid og nyttig viden på CV-kursus

Senior Erhverv Sønderjylland tilbyder sine medlemmer gratis kurser

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

“Det handler først og fremmest om at få dem til at tænke på en anden måde”. Ordene kommer fra Jørgen Rahbæk Andreasen, der er kursusleder på det CV-kursus, som Senior Erhverv i Aabenraa lige nu tilbyder til sine medlemmer.
“De skal lære at have fokus på, hvad de kan byde ind med, i stedet for at blive ved med at fortælle sig selv, at de er for gamle,” fortsætter Jørgen Rahbæk Andreasen.
Han har gennem de seneste seks år undervist ledige, og han oplever, at kurserne rykker noget ved kursisterne.
“Det er helt klart en proces, og man skal jo blive bedre og bedre til at sætte ord på, hvad det er man kan. Og afslag er en del af den proces,” konstaterer han.
For Hans-Jørgen Barsøe giver kurset rigtig god værdi.
“Vi kommer virkelig i dybden med mange ting. For man kan jo udforme sit CV på mange måder, og der er ikke nogen endegyldig løsning på, hvad der er den rigtige,” forklarer han.
Kurset rummer dog meget andet end udformning af CV.
“Vi får mange guldord til CV'et, men vi taler også om, hvordan vi skriver en god ansøgning, og øver os i at gå til jobsamtale,” slutter Hans-Jørgen Barsøe.