Fortsæt til indhold

Tue Nielsen breder successen ud

Næsbjerghus overtager 1. marts restauranten i golfklubben efter kun godt et år som selvstændig

Arkiv
Nina Møller

Det var en tilfældighed, der gjorde, at Tue Nielsen sprang ud som selvstændig og overtog Næsbjerghus ved årsskiftet 2015-16.
“Jeg kom tilfældigvis forbi der hvor bestyrelsen i Næsbjerghus holdt møde. Forpagteren Bente ville på pension og havde et godt indtryk af mig. De hiver mig så til side og spørger.
Tue stoppede så som slagtermester i Kvickly 31.12. 2015 og stod på Næsbjerghus nytårsdag 1.1.16 klokken 11. Nu som selvstændig. Efter 17 år i Coop skulle det være, mens mod og energi var der.

Man skal holde tæt øje

Han havde en godt fyldt ordrebog, og det er fortsat gået så godt i løbet af det år, at han nu tør binde an med et nyt projekt: sammen med kompagnonen Mads Søe overtager han restauranten i golfklubben 1. marts.
“Jeg kommer til at tage mig af den administrative del, og Mads vil være der lidt mere end mig,” siger Tue.
Konceptet bliver god dansk mad til rimelige priser, som på Næsbjerghus. Golfgæster, børnefamilier og pensionister, der kommer til frokost.
Tue Nielsen driver sin forretning på den måde, at han holder skarpt øje med omsætningen.
“Det er jo ikke bare at lave et godt stykke smørrebrød og en god karbonade. Man skal hele tiden være ops på, hvordan situationen ser ud og træffe de rigtige valg. Man skal være væsentligt mere vågen, når man selv har ansvaret. Jeg synes, det er forkert at sige “nu må vi se, hvordan det ser ud, når regnskabet kommer ud”. Jeg kigger på omsætningen på dags- eller ugebasis. Jeg holder hele tiden øje med det.,” siger han.
Baggrunden som slagtermester i Kvickly har givet ham en god ballast.
“Vi har haft med regnskab at gøre, og jeg har siddet i Kvickly Vardes bestyrelse og suget til mig fra professionelle folk. Jeg har ikke lært det på skolebænken men har lært at gøre tingene på den rigtige måde,” fortæller han.
Han er bevidst om, at mange medarbejdere er afhængige af, at han træffer de rigtige valg. “Jeg har 45 personer på lønningslisten. De syv er fuldtidsansatte. Man har ikke råd til at have 15 fuldtidsmedarbejdere. Der er jo stille perioder. Men det er rart at kunne tilbyde arbejde til utroligt mange unge og studerende,” siger Tue Nielsen.
Intet tyder på, at Tue har fortrudt springet selvstændig
“Jeg synes, hele det ledelsesmæssige er MEGET sjovt.”