Kommunen vil måle din sundhed
Koldingensere bliver spurgt til deres velbefindende i stor undersøgelse
Hvordan er dit helbred? Får du søvn nok? Cykler eller går du på arbejde?
Det er blandt spørgsmålene i en ny, landsdækkende undersøgelse, som også 2500 borgere i Kolding Kommune inviteres til at deltage i, med titlen ’hvordan har du det?’.
I alt bliver 300.000 tilfældigt udvalgte danskere spurgt, og spørgsmålene skal give forskerne en dybere indsigt i vores allesammens sundhed og trivsel. Målet med undersøgelsen er en mere målrettet forebyggelse og en bedre planlægning af de fremtidige behandlingstilbud i kommunerne og på regionens hospitaler.
Bedre tilbud til borgerne
“Når vi går ud og spørger borgerne på den her måde, så er det for at sikre os et realistisk billede af hvad borgerne har brug for af sundhedstilbud. Er det rigtigt at fokusere så meget på at skabe lighed i sundhed, som udvalget gør. Eller er der større behov for fokus på den mentale sundhed, eller er der noget helt tredje, som vi simpelthen ikke havde kendskab til? De oplysninger får vi nu ind, så vi kan levere endnu bedre tilbud”, fortæller formand for Social- og Sundhedsudvalget, Lis Ravn Ebbesen, i en pressemeddelelse.
Spørgeskemaerne blev sendt ud 3. februar via den digitale postkasse eller almindeligt brev.srj