Fortsæt til indhold

Damparken er Haderslevs baghave

De Konservatives Kjeld Thrane er meget positiv overfor en restaurant i Damparken

Arkiv
Peter Rasmussen

Kjeld Thrane, byrådsmedlem for De Konservative, skriver dette læserindlæg:
"Det var med stor interesse at jeg overværede præsentationen og tankerne bag en restaurant i Damparken. Det er altid positivt når lokale engagerede mennesker præsenterer deres tanker og visioner.
Jeg er meget positiv overfor projektet, og mener, at det bør kunne indarbejdes i Dampark, på en måde så vi bevarer byens baghave og samtidigt giver Damparken et løft.
For det vil være dejligt om endnu flere gør brug af Damparken som et åndehul, lejligheden til at tage en tur på vandcykler, med Dambåden, eller blot nyde solen med en is og godt selskab. Damparken kan sammen med en attraktiv restaurant være med til at trække kunder til Haderslev fra et større område og dermed også have en positiv effekt på andre erhverv.
For os er det vigtigt at Damparken forbliver fællesskabets, det vil sige kommunens jord, at en mulig kommende restaurant er en naturlig del af Damparken og stisystemet, at der er tilgang til et offentligt toilet.
Derfor må Haderslev Kommune og borgere se positivt på dette projekt og deltage konstruktivt i at en forhåbentligt kommende restaurant er med til at løfte Damparken som et samlings- og mødested for unge og de lidt ældre.
Man fristes næsten til at sige: op med humøret - dette er alle tiders mulighed for vores by!"