Fortsæt til indhold

Gråsten får p-pladser for millioner

En ny parkeringsplads er på vej ved Slotsbakken/Slotsbakken i Gråsten

Arkiv
Mikkel Hansen

Der mangler parkeringspladser og bedre toiletforhold ved Gråsten Slot.
Turister bruger primært parkeringspladsen på Slotsbakken i Gråsten, som derfor ofte er overbelastet.
Derfor har Sønderborg Kommune købt Slotsgade 26, hvor der siden 1935 har ligget en tankstation, som nu skal rives ned.
Bygningen var bevaringsværdig, men der er ikke modtaget indsigelser mod nedrivning.
Det nyerhvervede areal får plads til cirka 66 personbiler samt cykelparkering. Den nuværende parkeringsplads på Slotsbakken indrettes til busser, mens de eksisterende skråparkeringspladser nedlægges. Fremadrettet benyttes pladsen til af- og påstigning af buspassagerer samt holdeplads for busser.
Over åen mellem den nuværende parkeringsplads og det erhververede areal opsættes der et offentligt toilet med brugerbetaling.
Nedrivning af benzinstationen koster 700.000 kroner, mens resten af projektet koster 4,6 millioner kroner - i alt 5,3 millioner kroner.
Der var i forvejen afsat 900.000 kroner til p-pladser i forbindelse med anlæggelse af tunnel under Felstedvej, der skal binde Den Kongelige Køkkenhave og Gråsten Slot sammen. Derfor har Teknik og Miljøudvalget indstillet, at der gives en ekstra bevilling på 4,4 mio. kroner.