Fortsæt til indhold

Sølv og guld på slottet

’Die Herren’ spiller U2 musik til den store guldmedalje på slottet

Arkiv
Arkiv

Det danske band Die Herren, der hylder U2, gæster Gram Slot lørdag 11. marts med en perlerække af U2s legendariske numre. Die Herren har siden 1991, hvor bandet så dagens lys, specialiseret sig i at finde den rigtige U2 lyd frem, give publikum en oplevelse både musikalsk, men også med et sceneshow der giver publikum, hvad de kommer efter af rockstemning. Og anstrengelserne har båret frugt. Bandet har blandt mange danskere fået kultstatus og er ubetinget det band, der lægger sig tættest op af U2s lydbillede.
2016 var året, hvor Die Herren kunne fejre deres 25 års jubilæum, hvilket de gjorde med en lang turnétour, kaldet Silver & Gold efter titlen på en af U2 sange fra lp"en ”Rattle and Hum”. Turnéen strækker sig lidt ind i det nye år af 2017, og derfor kan publikum se frem til koncerten på Gram Slot, hvor Die Herren har gjort ekstra meget ud af deres sceneshow og musikken.
“Jeg ser virkelig frem til denne koncert med Die Herren, for jeg har desværre aldrig været til en af deres koncerter, til trods for at jeg har kendt deres navn gennem mange år og altid har været stor U2 fan. Men nu har jeg efterhånden hørt fra så mange, at Die herren leverer en fantastisk koncertoplevelse, fordi de i den grad kommer ud over scenekanten og giver publikum noget for pengene. Så jeg ser frem til at kunne opleve en 'næsten' U2 koncert i mit eget hjem,” fortæller Sanne Brodersen fra gram Slot.
Publikum i centrum
Publikum har for die Herren en særlig status. Bandet besluttede for mange år siden, at publikum altid er i centrum og at de altid skal have en sublim koncertoplevelse. En målsætning som Die Herren har opfyldt for mange år siden. Det afspejler sig dels i at bandet i vide kredse har kultstatus, dels i den store trofaste fanskare, som trofast følger Die Herren rundt om i landet.
Publikum kan den 11. marts således se frem til en aften i rockens tegn og en aften, hvor de er i centrum med rockmusik som for længst er gået over i historien som noget af verdens bedste rockmusik.
Koncerten begyder klokken 20.00 og kan kombineres med en slotsbuffet./pra