Kan velstand måles i sundhed?

Jeg ved ikke om jeg er sund. Jeg vejer ikke for meget, jeg ryger ikke og har et yderst afbalanceret forhold til alkohol. Men jeg motionerer alt for lidt, jeg har en sød tand – og jeg sover for lidt. Og ligesom så mange andre så ser jeg den løftede pegefinger for mig, jeg burde gøre noget ved det (måske var det også et nytårsforsæt?)
Generelt er jeg rask. Jeg hoster lidt ligesom resten af Danmark, jeg er sjældent ved lægen men har benyttet mig af sygehuset i forbindelse med graviditeter og fødsler – og to gange hvor jeg var syg, blev opereret og blev rask igen. 2 gange hvor jeg taknemmelig for både akutmodtagelser, speciallæger og et virkelig professionelt sundhedssystem, jeg med stor glæde betaler skat til.

Afgørende betydning

Jeg tror jeg har det lidt med sundhedssystemet som med mine forsikringer: Det er af afgørende betydning at jeg har dem, at der er dækning når det for alvor går galt, at selvrisikoen ikke trækker tæppet væk under mig og at eksperterne står klar HVIS uheldet skulle være ude. De store uheld. Småtingene skal jeg nok finde en løsning på.
Til gengæld vil jeg ikke høre på indlysende, skyldfremkaldende formaninger, jeg vil ikke umyndiggøres med automatiske graviditetsbetingede sygemeldinger uden hensyn til min almen-tilstand (da jeg ventede tvillinger) og jeg nægter at betale penge for at tandlægen fortæller mig, at sukker skader mine tænder.
Vi forsøger at styre og kontrollere vores sundhed. Og det offentlige forsøger det samme. Med KRAM-faktorerne, med overskud og de rigtige signaler. Men for alle os der godt ved det – der kunne det være der skulle styres lidt mindre? Til gengæld er der andre, der ikke kan KRAMme sig til en bedre sundhed. Andre, der har brug for at trække på forsikringspolicen og få hjælp til dobbeltdiagnosen, til den psykiatriske diagnose eller til en bedre overgang fra en instans til en anden.