Fortsæt til indhold

VUC viser fransk kunst

Haderslev Kunstforening og Gallerie Rasmus Odense inviterer til fernisering fredag 3. marts på VUC Syd

Arkiv
Arkiv

UC SYD og Haderslev kunstforening i samarbejde med Gallerie Rasmus Odense inviterer til fernisering på kunstudstillingen FRANSK KUNST på VUC SYD fredag 3. marts kl. 16 – 18. Peter Rasmus Lind , Gallerie Rasmus, Odense fortæller lidt om de 5 udstillende kunstnere. Kultur Cafe' CUV SYD byder på lidt godt til ganen. Der er fri entre og alle er meget velkommen. Udstillingen kan ses lørdage og søndage kl. 13 – 16 i perioden 4. marts til og med 26.marts.
Pascal Bordaries Pascal Bordaries er født i Orthez (Frankrig) i 1961, han bor og arbejder i Drôme. Han arbejder henholdsvis på lærred eller på papir opklæbet på træ. Som malegrund anvender han en blanding af kridt og lim afkogt af dyreskind. Han debuterede som maler i 1992. Pascal Bordaries maler instinktiv og med sikre linjer, der afslører sans for design og materiale. Han arbejder med en palet af lyse farver i mere eller mindre uigennemsigtige lag – en teknik, der leder tankerne hen mod Paul Klee. Han skraber og sliber i overfladen for at givet maleriet struktur.
Anne Brérot Anne Brérot er født i 1962 i Angers. Hun er uddannet ved kunstakademiet i Aix-en-Provence og har i mere end tyve år udstillet i Paris, Annecy, Metz og Lyon. Hun bor og arbejder i Lyon, Frankrig. Anne Brérot maler dels landskaber, dels figurbilleder, og har tillige nogle fuglemalerier med. Hendes landskaber er lysfyldte, svævende uvirkelige og ladede med eventyr. Filigranagtige, lidt naive, koloristiske og så udanske, at en sydlig nordbo kan have vanskeligt ved at forholde sig til dem og aflæse dem på en måde, der yder dem fuld retfærdighed.
Laurent Chabolle Den franske skulptør Laurent Chabolle, der bor i en lille landsby lidt syd for Paris, har haft talrige udstillinger i Gallerie Rasmus. Laurent Chabolle er født i 1955 og uddannet på l'Ecole Nationale Supérieure des Métiers d'Art i Paris. Siden 1984 har han regelmæssigt udstillet sine arbejder i Frankrig, Schweiz og Danmark. Naturen er et gennemgående motiv i hans arbejder. Landskabsscenerier, træer, grene og blomster former han elegant i rustent metal og med stor indlevelse skaber værker, hvor kunstnerisk følsomhed omsættes til poesi.
Bernard Remusat Bernard Remusat (f. 1953), fransk maler, grafiker. Bernard Remusat er født i Aix-en-Provence, men har boet det meste af sit liv i Marseille i Sydfrankrig. En by med mange gamle, smukke mure hvor sol og vind med tiden har sat sine spor. Det er fra sådanne mure, at Remusat henter inspiration.

/pra