Indbyggertal i Sønderborg stiger efter babyboom
Indbyggertallet i Sønderborg Kommune steg i 2016 for første gange siden 2008
For første gang i mange år er befolkningstallet i Sønderborg Kommune stigende.
Det skyldes især, at der i 2016 blev født 116 flere babyer end året før. Samtidigt er nettofraflytningen er faldende.
Ved årsskiftet var der ifølge Danmarks Statistik 74.801 borgere i Sønderborg Kommune ved årsskiftet, og det er en stigning på 64 i forhold til året før.
"Det er ikke nogen stor stigning, men da tallet har været støt nedadgående de foregående otte år, er det opsigtsvækkende. En nedadgående spiral ser ud til at være stoppet, og jeg håber meget på, at tendensen de kommende år vil fortsætte i den rigtige, opadgående retning. Jeg glæder mig over, at det er familieforøgelser, der tegner sig for stigningen. Det er for mig et tegn på optimisme og tro på fremtiden," siger borgmester Erik Lauritzen.
Tre faktorer
Antallet af børnefødsler steg fra 550 i 2015 til 666 i 2016. Fødselstallet sammenholdes statistisk med dødsfald i det, der kaldes fødselsoverskud eller -underskud. Antallet af dødsfald har igennem en årrække ligget ret konstant på ca. 800. I 2016 var fødselsunderskuddet på 103.
Derfor er Sønderborg stadig afhængig af tilflyttere.
En andet faktor i opgørelsen af indbyggertal er forholdet mellem indenlandske til- og fraflytning. I 2016 var der færre, der flyttede væk, og flere der flytte til Sønderborg i forhold til året før. Der er stadig flere, der flytter fra end til, men i 2016 var differencen kun 191, hvor den har ligget på mellem 400 og 500 de foregående.
Som den tredje faktor ses på ind-og udvandring. Sønderborg Kommune har siden 2008 haft flere ind- end udvandrere, og sådan er det stadig. 1.069 indvandrede fra udlandet, mens 695 udvandrede. Det giver en nettoindvandring på 374 mod 461 i 2015.
Flere tiltag
Sønderborg Kommune har de seneste år arbejdet på flere fronter for at styrke bosætningen.
Det gælder i studiemiljøet og over for familier og erhvervsliv. Der er bl.a. ansat en bosætningskoordinator, etableret en tilflytterhjemmeside, der inviteres til velkomstdage, til Café Ny for tilflyttere, der er etableret et tilflytternetværk, medfølgende partnere støttes i at få job gennem PartnerJob, tilflyttere inviteres med til events og senest er der introduceret en velkomstpakke med rabat- og frikort til alle tilflyttere.