Fortsæt til indhold

Sønderborg støtter krigsfilm med halv million kroner

Dramaet om 1. Verdenskrig får økonomisk støtte af Sønderborg Kommune

Arkiv
Arkiv

Sønderborg Kommune støtter Fridthjof Films kommende dansk-tyske 1. Verdenskrigsdrama, I krig og kærlighed, med en halv mio. kroner.
"Oplægget for filmen placerer store dele af optagelserne på Als. Det bliver en stor film med et stort europæisk publikumspotentiale. Så vi forventer os en fornem eksponering af vores område," siger formand for Kulturel og Regional Udvikling, Stephan Kleinschmidt, i en pressemeddelelse.
Det er udvalget, som har bevilget støtten.
LÆS OGSÅ: Storfilm skal optages i Sønderborg

Idéen til filmen er inspireret af sønderborgenseren Karsten Skovs roman, Knacker. Stephan Kleinschmidt finder det særligt interessant, at filmen er en dansk-tysk koproduktion om en konflikt, der kun ligger få generationer tilbage.
"Det er et spændende projekt med et tema, som vi alt for sjældent har set behandlet på film og tv. Det er relevant at sætte fokus på vores historie ikke mindst i lyset af, at det til næste år er 100 år siden, at Første Verdenskrig sluttede. Desuden ligger det fint i tråd med, at vi i 2020 markerer 100-året for Genforeningen," udtaler Stephan Kleinschmidt.