Fortsæt til indhold

Ribe Filmklub viser Idealisten

Arkiv
Arkiv

Der venter en god og spændende filmoplevelse med tilhørende oplæg, når Ribe Filmklub blænder op for februars eftermiddagsforestilling i Seniorbio tirsdag den 21. februar kl. 15.30 i seminarieHuset.
Den danske film 'Idealisten' er en politisk thriller baseret på virkelige hændelser, og som omhandler et af de mest hemmeligholdte kapitler i nyere tids Danmarkshistorie. I 1968 styrtede et amerikansk bombefly lastet med brintbomber ned ved Thulebasen i Grønland. Danske myndigheder meddeler, at atomulykken er under kontrol og indsætter et større antal danske arbejdere i et gigantisk oprydningsarbejde.
20 år senere opsøges radiojournalisten Poul Brink af en tidligere Thulearbejder, der hævder, at hans gamle kollegaer lider af mystiske hudsygdomme, som skyldes oprydningsarbejdet. Da Brink konfronterer myndighederne med mistanken, mødes han af en mur af tavshed, og han bliver klar over, at han sidder med en højeksplosiv politisk sag.
Visningen af filmen indledes med et 15 minutters oplæg af tidligere redaktør ved JydskeVestkysten, Hans Jørgensen. Han vil blandt komme ind på pressens troværdighed, og hvad det kræver som journalist at jagte og forfølge en historie og stole på ens kilder.
Seniorbio vises i samarbejde med Ældresagen i Ribe. Det sker i seminarieHusets Fællessal og der er gratis adgang for alle.