Populær frisør har brug for større lokaler
Frisørsalonen Saksehaand flytter fra Nørregade til Torvegade og ansætter samtidig ny frisør
Det er forståeligt, hvis Sandi Jordheim lige har brug for at tage en dyb vejrtrækning og slappe af. Siden hun i februar sidste år startede frisørsalonen Saksehaand op i Torvegade er det nemlig gået stærkt.
“Jeg er overrasket over, at det er gået så godt. Jeg har bookinger flere uger frem og en lang afbudsliste,” fortæller den 26-årige frisør.
Den dybe vejrtrækning må da også lade vente på sig lidt endnu. For i øjeblikket er Sandi Jordheim nemlig i fuld gang med at indrette Torvegade 41 til Salon Saksehaands nye lokaler.
Tirsdag 7. marts flytter salonen fra sin nuværende placering i Nørregade til lokalerne i Torvegade, hvor tøjbutikken Marie Lahn tidligere holdt til.
“Det er rigtig spændende, og jeg glæder mig til at åbne op her. Det er nogle helt fantastiske lokaler. Jeg har jo tilbragt mange timer i Marie Lahn, så det er en drøm at overtage det her sted,” fortæller Sandi Jordheim, da hun viser de noget større lokaler frem.
Har brug for ekstra frisør
I forbindelse med flytningen til det nye sted i Torvegade har Sandi Jordheim også valgt, at der skal ansættes en ekstra frisør.
“Jeg har haft så travlt på det seneste, at jeg nærmest har ligget vandret, og jeg har hele tiden haft en drøm om at få flere frisører i salonen. Og nu har jeg ansat Heidi, som er rigtig sød,” lyder det fra Sandi Jordheim, som samtidig fortæller, at hun håber at kunne ansætte en tredje frisør, inden året er omme. Men lige nu er fokusset på at få gjort den nye salon færdig i Torvegade.
“Jeg er så heldig at have en masse gode venner, som hjælper mig,” lyder det fra den altid smilende frisør.
Forhåbentlig bliver der tid til den dybe vejrtrækning, når Salon Saksehaand om kort tid går fra en til to frisører.