Hvad snakker du om?
Herfølge Bibliotek er rammen om en samtalesalon onsdag 8. februar
Hvornår har du sidst haft en tankevækkende samtale med en, du ikke kendte i forvejen? Onsdag 8. februar kl. 19 får du igen lejlighed til at dyrke den gode samtale i Samtalesalonen på Herfølge Bibliotek. Samtalesaloner skyder op overalt i Danmark, for der er mange der efterlyser den gode samtale, dvs. den nuancerede, fordomsfrie samtale, der får lov at udvikle sig i overraskende, krøllede retninger.
Samtalesalonen på Herfølge Bibliotek tager afsæt i Borgerlyst-modellen, som sikrer at alle kommer hurtigt i gang med at tale om noget interessant og værterne sørger for at samtalerne går på kryds og tværs mellem deltagerne. Du kan sagtens komme alene, for vi flytter pladser undervejs og du vil hurtig opleve, hvordan samtalen flytter sig væk fra den forudsigelige smalltalk.
Aftenens tema er Danmarkskanonen. Alle tager afsæt aftenens underfundige spørgsmål og du vil opdage at samtalerne udvikler sig i mange forskellige retninger, og med inspiration fra de forrige samtaler, bringer du hele tiden nye perspektiver til. Der bliver ikke taget referat eller samlet op i plenum: Vi jagter samtalen og når den er slut er vi i mål.
Det koster ikke noget for at deltage, men tilmelding er nødvendig af hensyn til borddækning. Biblioteket byder på kaffe og kage.
Tour de Medborger
”Vi vil gerne vise, at samtalesaloner er lette at starte op og sjove at tage del i. Måske får nogen lyst til selv at afvikle samtalesaloner. Vi hjælper gerne folk i gang og Herfølge Bibliotek har gode, brugbare rammer dertil,” fortæller bibliotekar Lena Hardis.
Samtalesalonen er en del af 'Tour de Medborger' – en tur rundt i Køge Kommune med relevante emner til debat.