Fortsæt til indhold

Jeg tog fejl - men OB skal ud at rette op i foråret

Sportsjournalist Emil Hermann kommenterer på situationen i OB inden mandagens premiere mod Randers

Arkiv
Arkiv

En fjerdeplads og dermed den bedste slutplacering for OB i fem år.
Sådan lød min vurdering i disse spalter, da jeg tilbage i juli legede spåmand.
Jeg skal derfor beklage overfor de læsere, der blev påvirket af min begejstring. Jeg troede vitterligt på, at Kenneth Emil Petersen, Joao Pereira og Rasmus Jönsson ville løfte OB's hold yderligere, mens etablerede kræfter som Anders K Jacobsen og Rasmus Festersen ville fortsætte med at bombe mål i kassen. Men det skete ikke.
Inden mandagens premiere på hjemmebane mod Randers er fynboerne 14 point fra fjerdepladsen. Det kræver altså fem sejre i streg - og et hav af andre fordelagtige resultater - for at OB slutter i top seks-feltet i foråret, der giver adgang til mesterskabsspillet. Kent Nielsen hævder, at spillerne har lagt efteråret bag sig, hvor OB ikke udnyttede deres mange målchancer - og derfor blev revset af utålmodige fans og medier.
I den sammenhæng er det vigtigt at huske på, at klubben selv meldte ud, at truppen havde kvalitet nok til at komme i top seks.
I vinterpausen har holdet fået tilført nye kræfter i form af Casper Nielsen og Ryan Johnson Laursen fra Esbjerg. Omvendt er Mohamed El Makrini blevet solgt, da hollandske Roda købte ham fri af kontrakten, der udløb til sommer.
OB har desuden sikret sig Nicklas Helenius - dog først efter sommerferien, hvor angriberens lejeaftale udløber i Silkeborg.
Der hviler derfor fortsat et stort pres på 'AK', Festersen og Jönsson, som var rystende uskarpe foran mål i efteråret, men forhåbentlig finder tilbage til deres tidligere niveau.
Kent Nielsen siger, at truppen er status quo efter transfervinduet. Jeg ser det som en styrke, at Mikkel Desler rykkes op på kanten, hvor han kan bruge kræfterne på sine eksplosive ryk, mens Ryan Johnson Laursen glider ind på backen. Omvendt ser jeg det som en svækkelse, at El Makrini er væk, da holdet ikke har spillere, der er ligeså dygtige til at tackle og fighte.
OB, I skal ud at rette op på et forsømt efterår!