Fortsæt til indhold

Spiderman & co til superhelte-yoga

Syv børn legede med yogastillingerne Hunden, Træet og Solen til superhelteyoga på biblioteket

Arkiv
Nina Møller

superhelteyoga “Hundestilling!. Pruttestilling, Falde død om. Superheltemusikken spiller, og ind over kommer lyde af en hund, der gør, pruttelyde og skudsalver. Spiderman, Hulk og prinsesse Jasmine følger musikken og instruktionerne. De smider sig ned på gulvet, da de hører skudsalverne, og flyver derefter videre rundt i rummet. Vi er til Superhelteyoga på Varde Bibliotek. Instruktøren Tanja Green har yogahold og er uddannet sygeplejerske. Hun har som vinterferieaktivitet inviteret de 5-8-årige børn til at komme klædt ud som deres favoritsuperhelt, og det har de fleste også gjort. Der er dukket tre Spidermen op, en Hulk og en Jasmine. Derudover har en pige museører, og en dreng er kommet i ternet skjorte. Måske er det Superman i civil. “hvad hedder du? Og hvad for en superhelt kan du godt lide?”spørger Tanja børnene, da de har sat sig i en rundkreds.

Yogastillinger leges ind

Der er flere bud, og blandt andet siger Mark, som er klædt ud som Spiderman, at Batman er hans favorit. “Han er sej, for han har en bil,” synes Mark. Tanja gennemgår nogle forskellige yogastillinger som Hunden, Træet og Solen. Der hører fagter til. Der er også en remse om et sværd, som man trækker. Det er bestemt ikke nogen introvert yogaform denne formiddag. Der er fart over feltet, da børnene løber rundt til musikken, smider sig ned, når der lyder geværsalver og flyver rundt med begge arme ud til siderne. Men der er også stille øjeblikke, som da Tanja lukker en pose med farvestrålende fjer op og deler ud. Så går det ud på at puste til en fjer og holde den flyvende. De syv superhelte har leget sig til mindfulness. Fløjet, været hunde, spillet død og pruttet løs med tilladelse fra yogalæreren.

Så må superheltene ud at flyve. Koncentrationen lyser ud af både instruktør og superheltebørn. Lidt efter flyver de rundt i rummet til musik.
Yogastillingen Hunden var børnene helt med på med det samme.
man trækker sit sværd.