Nybolig gør hoserne grønne hos kunderne med fast salær inklusive alt. Det er nyt i mæglerbranchen
Lige nu konkurrerer ejendomsmæglerne om at få husene til salg, og der skal tænkes nyt for at skille sig ud. Det har fået Jesper Brorson Hansen hos Nybolig Varde til at tilbyde et fast salær. Og det har han tænkt sig at fortsætte med.
“Vi har kørt med fast salær hele januar, og har fået seks eller syv huse til salg i løbet sidste 14 dage. Det skal lige køres i gang. Det svinger jo meget, hvor mange huse vi får til salg, men det er flere end normalt, og folk har direkte reageret på tilbuddet,” fortæller Jesper Brorson Hansen, ejendomsmægler og ejer af Nybolig Varde.
Det er altså lykkedes at skille sig ud i en tid, hvor mæglerne er sultne:
“Vi skriger jo efter huse. Alle skriver, de mangler huse til salg,” siger han.
I første omgang var tilbuddet kun i januar.
“Men indtil videre fortsætter vi med det. Så må vi se, om det skal være permanent,” siger Jesper Brorson Hansen.
Hussælgere har taget rigtig godt imod ordningen.
“De tror faktisk ikke helt på at det er rigtigt, at det er så billigt. Det koster 55.0000 kroner inklusive alt med energimærke, ejerskifteforsikring, skødeskrivning, salgssalær, markedsføring osv. Jeg synes, det er rart, at det er gennemskueligt. Mange salærer kører helt op på mellem 80 og 100.000,” siger Jesper Brorson Hansen.