Flyversjusser og citronvand til Plejecenter Vesterled
Plejecenter Vesterled har fået en bar, som byder på et væld af klassikere fra beboernes unge dage
“Åbningen gik rigtig godt. Det var tydeligt, at beboerne var rigtigt glade for baren og at de nød de gratis drinks,” lyder det fra Søren Rasmussen, formand for Seniorudvalget, som var til stede for at åbne baren.
Plejecenter Vesterled kan i disse dage bryste sig med at være det første plejecenter i Kolding Kommune, der har sin egen bar. Baren er udelukkende for plejecenterets beboere, og byder på et udvalg af gamle klassikere, som flyversjusser, citronvand og kakao med Baily, og det vækker glæde.
“Personalet havde i forvejen spurgt beboerne, hvilke drinks de huskede fra deres unge dage, så de kunne fylde køleskabet med de rigtige ting,” fortæller Søren Rasmussen.
Baren har kostet omtrent 5.500 kroner at etablere, og pengene er fundet på plejecentrets aktivitetskonto. Baren er åben en gang om ugen og den er så succesfuld, at Seniorudvalget overvejer, at udbrede konceptet til kommunens andre plejehjem.
“Vi vil se på, om vi ikke kan afsætte penge til, at alle plejehjem kan få deres egen bar eller noget lignende, som skaber livsglæde for beboerne,” slutter Søren Rasmussen.