Fortsæt til indhold

Gråsten Plejecenter får nye boliger

Ansigtsløftning og udvidelse på vej til Gråsten Plejecenter. A78 arkitekter skal stå for ombyning

Arkiv
Mikkel Hansen

Gråsten Plejecenter bliver større og mere moderne.
Plejecenteret skal fremover have plads til 48 beboere på Gråsten Plejecenter med tilhørende servicefaciliteter og daghjem. Derfor skal der bygges 11 nye boliger samtidigt med at hele plejecentret skal renoveres og opfriskes.
Fire arkitektfirmaer har givet tilbud, og det blev A78 arkitekterne A/S, der fik opgaven.
"Gråsten Plejecenter har en beliggenhed, der gør det muligt at skabe nogle fantastiske rammer for beboerne. Derfor er det vigtigt, at de kommende tilbygninger passer ind i den nuværende gode løsning og samtidig gør plejecentret mere tidssvarende, så beboerne får mulighed for gode oplevelser i et spændende miljø. Jeg glad for, A78 arkitekternes forslag både virker nyskabende og godt gennemtænkt," siger formanden for seniorudvalget Preben Storm.
A78 arkitekternes forslag til tilbygningen indgår som en naturlig del i det bestående byggeri med tre tilbygninger, der giver byggeriet en viftestruktur.
"Jeg glæder mig især over, at beboerne også kan se frem til et spændende udenomsareal med dejlige gårdhaver og små stisystemer, der er tilpasset landskabets niveau, så det er trygt og sikkert at gå sig en tur," siger næstformand i seniorudvalget Jens Peter Thomsen.
Ombygningen skal efter planen begynde i oktober og forventes færdig i løbet af to år.
Plejecentret blev bygget i 1985, men der er løbende foretaget store om- og tilbygninger.