Fortsæt til indhold

Mere politisk medvind til cyklisterne

9. marts er der stiftende generalforsamling til en lokalforening af Cyklistforbundet i Aabenraa. Mere indflydelse efterlyses

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Jacob Haugaard kom i sin tid i Folketinget med et valgløfte om mere medvind på cykelstierne.
Det er dog ikke den slags medvind, som lokale cykelentusiaster håber at få, når de den 9. marts indkalder til stiftende generalforsamling til en lokalafdeling af Cyklistforbundet.
“Vi håber på denne måde at få en bedre dialog med kommunen. Vi vil gerne tages med på råd,” lyder det fra initiativtager Niels Dalsgaard, der har været aktiv cyklist gennem mange år.
“Der bliver færre og færre cyklister, og den udvikling vil vi gerne forsøge at vende. Og det gør vi kun, hvis vi får mere fokus på at få gode forhold for dem, der ønsker at benytte cyklen i stedet for bilen,” fortsætter han.
Den stiftende generalforsamling er samtidig et debatmøde, hvor deltagerne kan møde Cyklistforbundets formand Klaus Bondam, og en repræsentant fra Aabenraa Kommune.
Han anerkender, at der er kommet flere cykelstier i kommunen over de senere år.
“Det har de jo også været nødt til på grund af de mange skolesammenlægninger. Og det er også vigtigt, at vi får sikre skoleveje. Det næste er så, at cykelstierne også skal ryddes, hvis der kommer sne”.
Med en lokal afdeling af Cyklistforbundet vil det blive lettere at gøre sin indflydelse gældende, håber Niels Dalsgaard.
“Vi ved jo, at der ikke er ubegrænsede midler. Hvis vi får etableret en lokalafdeling, så kan vi også lettere blive taget med på råd, og det er det, vi håber vil ske. Vi vil rigtig gerne være med til at prioritere midlerne, der skal bruges på cyklisterne”, slutter Niels Dalsgaard.
Fakta
5 ud af 10 børn cykler til skole - det er blevet mindre over de seneste år
Hvert andet barn rører sig for lidt
Cyklistforbundet arbejder blandt andet for flere, bedre og tryggere cykelstier
Debatmødet finder sted den 9. marts kl. 19 på Hærvejsskolen, Skovbrynet i Rødekro
Vi vil rigtig gerne være med at prioritere midlerne
Niels Dalsgaard, initiativtager