Sønderborg får nyt gospelkor
Gospelfællesskab udvider med nyt kor. Der er også gospelkor på vej for dem over 60 år
Et nyt gospelkor i Sønderborg ser dagens lys i begyndelsen af marts, når Gospelfællesskabet Sønderborg udvider med endnu et kor, som får navnet New Hope Gospel Choir.
May Jeznach Madsen bliver korleder for det nye kor, som bliver et kor med optagelsesprøve og forhåbentlig masser af koncertaktivitet.
May Jeznach Madsen har været gospelkorleder i Sønderborg Gospel Choir i lidt over ti år, men har valgt nu at søge nye veje og danne det nye kor.
Derudover er hun stadig korleder for Gospel4Kids og Hearts of Gospel - samt igangsætter af Gospel4Teens som ledes af Malene Birk Olsen. De tre kor samt det nye er alle en del af Gospelfællesskabet Sønderborg som hører til i Sønderborg Frikirke.
"Vi tror på, at koret kan blive et nyt håb i svære tider - både for det enkelte kormedlem, for publikum som skal lytte, og forhåbentlig får vi lov til at bringe et nyt håb til den store verden," siger May Jeznach Madsen i en pressemeddelelse.
Koret har allerede flere sangere, men der er plads til flere.
Interesserede kan kontakte korleder May Jeznach Madsen på info@newhopegospelchoir.dk eller 3142 1239.
Koret har en hjemmeside - www.newhopegospelchoir.dk.
Der er desuden planer om at starte et 60+ gospelkor i Gospelfællesskabet i Sønderborg, hvor deltagerne mødes om formiddagen. Har man lyst til at være med efter sommerferien, kan man skrive til info@sonderborgfrikirke.dk.