Fortsæt til indhold

Professionelle amatører

7-kantens Grease er så professionel, at man glemmer, der er tale om amatører

Arkiv
Nina Møller

Wow. Man bliver blæst bagover af 7-kantens Grease. Fra første scene er der fart over musicalen. Instruktør Kristian Studsgaard overdriver ikke en spor, når han siger, det er et scoop af et cast, han har fået at arbejde med i sin opsætning af musicalen, både musikere og spillere. De kan synge, de kan danse, de kan spille, og så kan man jo ikke ønske sig mere, når det handler om en musical.

Med fra første øjeblik

De fik mig med fra første, flotte blå scene med åbningssangen Grease is the word. Skal jeg sætte en lillefinger på, var tempoet en my for højt, så sangerne efter min mening ikke nåede at udtale ordene helt. Men det er jo detaljer.
Kristian talte om de mange timers slid for at få det hele til at sidde, som det skal.
Det er det, der får det til at se så legende let ud. Og det gjorde det. Typisk var klapsalverne fra foregående scene endnu ikke ebbet ud, før der spotlyset var tændt på skuespillerne, der var i gang med at indlede næste scene.
Det giver tempo og spændstighed. Det er tight og smooth, hvis man må have lov at bruge to engelske gloser, der dækker; det er trods alt en amerikansk musical.

Salen var proppet til et så godt som udsolgt show med publikum i alle aldre, der her oplever åbningsscenen i Grease. Foto: Nina Møller.

En flot optræden

Selv om dialogen er omskrevet til dansk, er sangene de originale på engelsk, og det ville heller ikke holde at forsøge at oversætte dem. Sangerne er dygtige, og det er trods alt en hjørnesten i en musical. Dertil skal vi jo lige huske, at det ikke “bare” er at stille sig op og synge en sang og gøre det godt.
Der skal multitaskes med skuespil og dans, så det er mere krævende, end publikum måske tænker over.
Det er godt gået at lave så professionelt et show, og jeg “glemte” helt, at det er amatører, der står på scenen.

Forestillingen kan ses frem til og med 25. februar.