Fortsæt til indhold

Flygtninge fejrede fynsk sejr sammen

20 flygtninge fra Eritrea var med på stadion, da OB mandag slog Randers 3-0

Arkiv
Tekst og foto af Søren Nørgaard

Kulde, støvregn og lave temperaturer holdt mange odenseanere væk fra stadion, da OB mandag aften tog hul på foråret med en 3-0 sejr over Randers FC. Kun 3542 tilskuere havde valgt at trodse det kolde vejr og blandt disse var 20 flygtninge fra Eritrea.
I et samarbejde med Ungdommens Røde Kors i Odense havde gruppen “Enhed for Uledsagede Unge” fået gratis billetter til mandagens kamp.
19-årige Finan Samuen var blandt deltagerne og han syntes godt om arrangementet.
“Det er et godt arrangement, fordi jeg er her sammen med mine landsmænd. I vores hjemland var mange af os ikke vant til at tage på stadion for at se fodbold, så det er dejligt at opleve den danske kultur,” forklarer han.
Og det er netop den danske kultur, som er i fokus hos “Enhed for Uledsagede Unge”.
“Vi gør rigtig meget for at få de unge flygtninge med til arrangementer i Odense, så de kan lære den danske kultur at kende og ikke kun læse om begivenhederne i medierne,” forklarer Maiken Brink-Steen, aktivitetsleder i gruppen.

Positiv oplevelse

Med jakkerne trukket op over hovederne og hænderne i lommerne fik de unge eritrerianere ikke meget at varme sig på i kampens indledning. Tre flotte scoringer af hjemmeholdet fik dog de unge mennesker op af stolene og de blev hurtigt påvirket af den gode stemning på tribunen.
Finan Samuen håber, at hans landsmænd også i fremtiden vil tage med på stadion.
“Det har været en god oplevelse for os alle sammen. Vi gjorde det sammen, OB vandt og jeg håber, at de andre vil tage med på stadion igen,“ siger han.
Også Maiken Brink-Steen håber, at de unge mennesker fra Eritrea har fået et positivt indtryk med fra mandagens kamp.
“Jeg tror, at de har nydt kampen. Det er med til at styrke deres sammenhold og forhåbentlig er det ikke sidste gang, de deltager i sådan et arrangement,” forklarer hun.