Fortsæt til indhold

Ulækkert, men lærerigt

I sidste uge deltog 7.864 børn og unge fra Vejle kommune i Sex & Samfunds “Uge Sex”-undervisningskampagne

Arkiv
Af Anne Smedegaard

Eleverne i 8. y på Vejle Midtbyskole afdeling Strandgade sidder klar på deres pladser.
Selvom det står på skemaet, er det ikke den tyske grammatik, der skal læres denne torsdag formiddag. Det er i stedet ord som “kondomer,” “klamydia” og “kønsvorter.

Faktisk og praktisk

Sidste uge stod i seksualundervisningens tegn på landets folkeskoler. En kampagne, der hvert år bliver arrangeret af Sex og Samfund.
På Vejle Midtbyskole er det de to praktikanter fra læreruddannelsen i Jelling, der står for forløbet.
“Vi gik op i, at der skulle være nogle fakta, og at der samtidig skulle være noget praktisk. Torsdagen er fokuseret på ren viden. De skal have informationer og kendskab til de forskellige ting ved hjælp af oplæg og film. Fredag går vi så mere praktisk til værks med forskellige workshops,” siger den ene af praktikanterne, Kamilla Hansen.
Der skal blandt andet “rulles kondomer med ungerne,” som 8. y's faste lærer Catharina Gjørup-Olesen forklarer det.
“Man skal jo lære det på en eller anden facon,” siger hun.

Visuel undervisning

Kondomrulning er ikke det eneste, Catharina Gjørup-Olesen skal lære de unge mennesker til Uge Sex.
Til torsdagens undervisning skal hun nemlig både informere og skræmme dem lidt, som hun selv omtaler det.
Hun fortæller om de forskellige former for prævention, men også om kønssygdomme.
Og der er fotografier af sidstnævnte. De får stor opmærksomhed og bringer flere forskellige reaktioner frem hos de unge mennesker: Alt fra grin over skrig til kvalme. Nogle kan slet ikke holde ud at kigge på dem og sender dem hurtigt videre.
“De var klamme.”
“De var frastødende.”
Sådan omtaler et par piger i 8. y billederne, der viser, hvordan ens 'private dele' kan komme til at se ud, hvis det går galt, og man får en kønssygdom.
Også det andet køn reagerer på skræmmende billeder.
“Jeg synes, det var lidt grænseoverskridende med de der billeder. De var virkelig ulækre,” siger Jarle, den ene af 8. y's drenge.

Lærerigt

Fotografierne skal dog ikke kun skræmme eleverne. De skal også lærer noget af dem, hvilket de gør, mener klassens piger.
“Det får én til at tænke lidt mere over det. Vi vil jo nødigt se sådan der ud,” siger en gruppe piger.
Også drengene lærer lektien, mener de i hvert fald selv:
“Jeg har lært, at man skal være forsigtig, og at man skal bruge hovedet. Man skal huske prævention,” siger Jarle.
Og det er jo netop meningen med Uge Sex og seksualundervisningen, mener Catharina Gjørup-Olesen.