Nu kommer bilisterne hurtigere gennem Vejlevej
Specielt i myldretiden kommer bilisterne hurtigere gennem lyskrydsene på Vejlevej i Kolding. Det viser nye målinger, efter at der før jul blev installeret ny avanceret trafikstyring i lyssignalerne.
“Den største effekt ser vi i myldretiden på vej ind i Kolding om morgenen. Her glider trafikken mærkbart bedre. I forhold til de højest registrerede ventetider i september kommer bilisterne nu 33 pct. hurtigere gennem lyskrydsene,” oplyser trafikplanlægger Erik Harbo i en pressemeddelelse fra Kolding Kommune.
I september tog det 6,4 minutter for de mest forsinkede bilister på vej ind i byen at køre strækningen, mens de tilsvarende tider i januar lå på 4,2 minutter.
Systemet har kun været i brug i en begrænset periode, men foreløbig fortæller statistikken, at andelen af bilister, som rammes af større forsinkelser, er faldet med over 10 pct.
Styres af radarer
Tendensen, når bilisterne skal ud af byen, er knap så markant, men også her glider trafikken bedre.
Det nye avancerede udstyr er installeret på Vejlevej på strækningen Ny Esbjergvej-Ndr. Ringvej. Her overvåger radarer i lysmasterne nu konstant trafikken og vurderer, hvornår der skal gives rødt og grønt lys. Tidligere skiftede lyssignalerne efter faste intervaller uden hensyn til den aktuelle trafik.
Ved hjælp af regnemodeller har kommunens trafikplanlæggere lavet et løst overslag over de samlede økonomiske besparelser ved, at trafikken for de 20.000 daglige bilister på Vejlevej glider lidt bedre.
“Hvis vi prissætter den tid, som folk bruger på Vejlevej, og medregner besparelser på benzinregnskabet, så når vi op på en samlet gevinst på godt fem mio. kr. årligt. Hertil kommer mindre udledning af CO2 og færre udledte partikler,” forklarer Erik Harbo.
Penge til flere veje
Politikerne i Kolding Byråd har afsat 12 mio. kr. til flere strækninger. Formentlig efter sommerferien kommer der intelligent trafikstyring på strækningen Vestre Ringgade-Tøndervej-Haderslevvej. jesl