Fortsæt til indhold

Kommunen underkendt om cykelsti ved Genner

Udvalget var ikke kompetent til at træffe afgørelse om ekspropriering

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Anden etape af cykelstien mellem Løjt og Genner er nu løbet ind i nye problemer.
En række borgere har således klaget til Vejdirektoratet vedrørende ekspropriationen af areal til brug til anden etape af cykelstien, hvor Udvalget for Teknik- og Miljø i Aabenraa Kommune har eksproprieret jord, så cykelstien kan løbe på østsiden af Haderslevvej - altså på den modsatte side af Genner by.
Nu er Vejdirektoratet kommet frem til en afgørelse på sagen, og klagerne har fået medhold.
“Teknik- og Miljøudvalgets eksproprationsbeslutning af 7. december 2016 har ligget uden for udvalgets kompetence, sådan som kommunen selv har fastlagt denne. Da det således er Byrådet, der har beslutningskompetencen i denne eksproprieringssag, er afgørelsen ugyldig. og vi beder kommunen om at genoptage sagen, tilbagekalde afgørelsen og lade det kompetente organ i kommunen træffe en ny beslutning,” står der blandt andet i afgørelsen fra Vejdirektoratet.
Afgørelsen opfordrer desuden til, at kommunen blandt andet forholder sig til de alternative forslag til linjeføring.”.
Klagerne håber fortsat på, at politikerne tænker sig om en gang til, og laver cykelstien gennem Genner by.